Antallet af kvindelige studerende på de maritime uddannelser udgør stadig en lille andel, fastslår en ny rapport og analyse af inovationsbureauet "IS IT A BIRD" (IIAB, red.) lavet for Uddannelses- og Forskningsministeriet. Rapporten beskriver, hvilke barrierer, der er for, at kvinder vælger og fastholdes i de maritime uddannelser.
Ifølge rapporten er nogle af de vigtigste barrierer for kvinders valg af maritime uddannelse er følgende:
- At kvinder har manglende kendskab til de maritime uddannelser og at få fag i skolen leder kvinderne i en maritim retning, og der er få kvindelige rollemodeller at spejle sig i.
Ifølge rapporten opfattes maskinmesteruddannelsen ofte som en specialiseret uddannelse, selv om det i en vis grad er en teknisk generalistuddannelse. "Og kvinder forbinder ofte automatisk en maritim uddannelse med en karriere til søs, selv om majoriteten af f.eks. maskinmestre får jobs på land," står der i rapporten. - At det er et svært miljø for kvinder til søs og at der er eksempler på ubehagelige situationer. "Både de faktiske situationer og fortællingen herom fraholder i nogle tilfælde kvinder fra at vælge det maritime erhverv", fremgår det af rapporten.
Med baggrund i dette har analysen seks anbefalinger til det maritime Danmark og de mairitme uddannelsesinstitutioner i forhold til at få flere kvinder til at vælge de maritime uddannelser.
For det første anbefaler innovationsbureauet, som har udarbejdet analysen, at uddannelserne og branchen fokuserer på at "oversætte mellem en bredere gruppe af kvinders krav til uddannelse og karriere og hvad de maritime uddannelser reelt kan tilbyde". Her fremhæver innovationsbureauet, at unges fokus på klima bør "sættes i spil" og ligeledes tænke over at gentænke studieretninger, så de associeres som værende "noget med mennesker" i stedet for maskiner. Eksempelvis fremhæves der i rapporten, at "maskinmester"-uddannelsen har "en kraftig slagside mod maskiner (og ikke mennesker)", hvilket der ifølge bureauet ellers skal være fokus på, hvis man vil tiltrække en bredere målgruppe.
For det andet anbefales det i rapporten, at der skal skabes "stærke links mellem fag og maritime uddannelser" og at det skal ske gennem maritime skoleforløb. Her mener IIAB, at uddannelsesinstitutionerne og brancheforeningerne spiller en større rolle - især i folkeskolen. Det fremhæves, at de maritime fag kan foldes ud i næsten alle folkeskolens fag; I alt fra matemtik og naturfag til historie og drama. Her anbefaler IIAB konkrete temauger og undervisningsmaterialer "hvor eleverne for eksempel hjælper maskinmestre M/K med at reducere CO2-udslip" samt at stille skolepraktikpladser til rådighed og at arrangere besøg i skoleskibene, når det er relevant i undervisningen - eksempelvis i forbindelse med temauger.
For det tredje anbefaler IIAB, at uddannelsesinstitutionerne, myndigheder og interesseorganisationer laver en kampagne, der "viser de forskellige muligheder, der er for karriere og familieliv i den maritime branche" både til lands og til søs. Formålet er at vise forskellige cases af både mænd og kvinder og fortælle om deres familieliv og karriere samt at vise, at der også er fordele ved at arbejde ude og have fri hjemme. Analysen peger på, at en sådan kampagne skal anvendes som rekrutteringsstrategi og som fastholdelse af studerende på uddannelserne.
For det fjerde anbefaler IIAB, at arbejdsgiverne i den maritime industri laver "strukturerede graviditets- / barsels-/ familieforløb for kvinder såvel som mænd, der arbejder til søs". De skal sikre en let process fra graviditet til endt barsel og længere endnu. Med dette tiltag skal det blive muligt for kvindelige medarbejdere til søs at kunne arbejde under graviditeten på en anden måde en før og ikke at blive sygemeldt tidligt i graviditeten.
For det femte skal det ifølge IIAB gøres lette at skifte mellem en karriere til søs og en på land. Fordelene er at man øger sandsynligheden for "dels at flere unde kvinder vælger maritime uddannelser og dels at flere vender tilbage til en karriere til søs, efter de har stiftet familie", står der i rapporten.
For det sjette og sidste anbefaler IIAB, at der kommer klare og synlige procedurer for at ændre kulturen til søs. "Det vil være tydeligt for kvinder (såvel som mænd), hvornår det er o.k. at sige fra, og hvordan man håndterer overtrædelser, så man på sigt ændrer kulturen på skibene og får dæmmet op for de dårlige oplevelser og historier, der i dag er en af årsagerne til frafald og manglende tiltrækning af kvinder på de maritime uddannelser.