23948sdkhjf

Mere end 300 skibe bruger nu software fra Maersk Tankers' startup

Digital ruteplanlægger har fået nyt navn under Zeronorth

Efter at Maersk Tankers' egenudviklede software, der kan spare bunker igennem avanceret ruteplanlægning, i nogen tid har været markedsført som Simbunker, er et nyt navn nu på plads under det selvstændige selskab Zeronorth. 

Nu hedder Simbunker i stedet Optimise, og ifølge Zeronorth bliver softwareløsningen nu brugt på mere end 300 skibe fordelt på seks kunder. 

- Trampfarten kommer til at blive omformet og mere bæredygtig – og Zeronorth er grundlagt med præcis det i tankerne, siger Christian M. Ingerslev, der er bestyrelsesformand i Zeronorth og CEO i Maersk Tankers, i en pressemeddelelse.

Kort fortalt planlægger Optimise den optimale rute og hastighed for tørlast- eller tankskibe, der opererer i trampfart. Systemet bruger data som spotrater, bunkerpriser, vejrudsigten og skibets individuelle performance, og ud fra de data bliver det muligt at optimere både skibets indtjening og bunkerforbrug. 

I løbet af det første år har løsningen angiveligt sikret Maersk Tankers en besparelse på otte mio. dollar. Zeronorth ser et stort potentiale for at udbrede produktet til store dele af tank- og tørlastflåden, der globalt set består af 33.000 fartøjer.

- Hvis den globale flåde tager vores software til sig, ser vi potentialet for at skære 50 mio. ton af branchens CO2-udledning og øge branchens omsætning med 12 mia. dollar over de næste fem år, siger Søren C. Meyer, CEO of Zeronorth, i pressemeddelelsen. 

Der er nu 38 medarbejdere i Zeronorth, som har en baggrund inden for shipping, matematik, databehandling og softwareudvikling. Målet er at udvide medarbejderstaben til 100 i løbet af "de kommende år", og til det formål er der brug for investeringer. 

Så selvom Maersk Tankers i øjeblikket ejer hele Zeronorth, er man nu gået på jagt efter strategiske investorer fra trampfarten, der vil være med til at udvikle selskabet og produkterne. 

Læs også: Maersk Tankers stifter ny shipping-virksomhed

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.181