23948sdkhjf

Skoleskibet 'Danmark' vil afsted igen til juni

Sommerens store togt til OL i Japan er aflyst, og på grund af corona-pandemien har skoleskibet 'Danmark' ligget stille i Frederikshavn siden den 23. marts. Alligevel forventer skoleskibets kaptajn Kurt Andersen, at det bliver muligt at gennemføre to sejladser i løbet af sommeren og det tidligere efterår. 

Det skriver Fyns Amts Avis

Det første togt med afgang i midten af juni skal vare tre uger, hvis ellers den nødvendige tilladelse kommer i havn. Eleverne ankommer til Martec i næste uge, og inden de kommer ombord, bliver de testet for covid-19. Togtet skal primært foregå i dansk farvand, og udsigten til landgang i løbet af togtet er begrænset. 

- Det er ikke så vigtigt at anløbe havne. Eleverne har de bedste oplevelser på havet. Det er der vi hører til, siger Kurt Andersen til Fyns Amts Avis og tilføjer, at uden samkvem med land er eleverne isoleret fra potentiel corona-smitte.

'Danmark' afgik fra Esbjerg den 5. marts i år med kurs mod Caribien på togt #107. 12 dage senere befandt skibet sig i Den Engelske Kanal efter et ophold i Tor Bay, da beskeden kom om at afbryde togtet og returnere til Danmark. 

En af eleverne på togt #107 var Laura. Den 19. marts blev hun vækket kl. 03.30 for at møde på vagt med faldsikring og varmt tøj, hvorefter hun blev sendt op til sallingen. Hun beskriver i sin dagbog, at hun benyttede lejligheden til at skue ud over Nordsøen med det tætte stjernetæppe over hende, imens hun lod tankerne flyde. 

- Jeg har det underligt disse dage. I tre uger har mit hjem været et skib sammen med 70 andre, og selvom det lyder meget fastlåst og for nogle indespærret, så virker det for mig helt modsat – aldrig har jeg følt større frihed end her på havet, hvor hele verden ligger åben, og vi kan sejle, hvorhen vi vil (undtaget når en epidemi hærger i hele verden), skriver hun. 

Efter de nuværende planer skal endnu et togt finde sted fra omkring den 6. juli til 21. september. Sejlplan og destinationer ligger ikke fast endnu, men det bliver holdet, som oprindeligt skulle have været til OL, der får lov at tage afsted, hvis togtet kan gennemføres. 

Læs også: Skoleskibet ’Danmark’ står nu som nyt

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203