23948sdkhjf

Seacabin vil forebygge de helt store renoveringsprojekter

Tre år efter iværksættervirksomheden Seacabin så dages lys i Esbjerg, er der nu ansat flere folk til at forfølge forretningsideen om forebyggelse frem for reparation

Vedligehold handler i bund og grund om forebyggelse. På et skib om at forebygge driftstop, men også om, at et skib sejler bedst muligt til lavest mulige driftsomkostninger gennem dets levetid – eller gennem den tid, rederiet driver skibet frem mod et planlagt salg. Fokus på forebyggelse fylder også meget hos Esbjerg-virksomheden Seacabin, der som navnet antyder er specialiseret i apteringer – både på skibe, rigge og på offshore installationer.

– Jeg oplever tit, at man er kommet til et punkt, hvor man siger, at nu bliver vi altså nødt til at gøre noget. Ude på en olierig er det ofte alt muligt andet end beboelsesapteringen, der er i fokus. Det er nok snarere sådan noget som produktivitet og effektivitet, der fylder hos olieselskabet, som så pludselig står med et kæmpe projekt foran sig, når beboelsesapteringen endelig skal renoveres, forklarer Allan Hundrup, adm. direktør i Seacabin.

Selv om det ikke er forebyggende projekter, der har fyldt mest i ordrebogen indtil nu, så er det den type af opgaver, Allan Hundrup gerne ser, at mere af virksomhedens fortsatte vækst kommer til at basere sig på.

Input fra kunderne

– Vi har i det seneste halve års tid været i et scale-up forløb, hvor vi også har nydt godt af et advisory board med personer fra både marine- samt olie- og gasbranchen.  De fortæller os, at olieselskaberne og skibsejere faktisk gerne vil udlicitere drifts- og vedligeholdelsesopgaverne på beboelsesområderne i større udstrækning, end de gør i dag, forklarer Allan Hundrup.

Dermed er det ikke bare udførelse af de konkrete renoveringsprojekter, men også i højere grad det forebyggende arbejde; pedel-funktionen, om man vil - der skal placeres uden for egen organisation. Denne konsulentrolle har for Allan Hundrup hele tiden været en af forretningsideerne bag Seacabin, som han stiftede sammen med iværksætterpartneren Allan Sejerup Kristiansen i 2017.

Arbejdsfordelingen mellem de to stiftere er groft sagt, at Allan Hundrup, der har en fortid hos bl.a. Maersk Olie, har fokus på offshore-området, mens Allan Sejerup Kristiansen, som tidligere har drevet egen skibsapteringsvirksomhed, har fokus på marine-området. De er begge oprindeligt uddannede bygningskonstruktører.

Der skal forebygges

– Jeg har været ude på platforme sammen med vores samarbejdspartnere for at lave tilstandsscreeninger af beboelsesapteringer. Der har vi fundet fugt i væggene, der har bredt sig til gulvene. I de tilfælde ville det kræve noget, der ligner en totalrenovering at rette det op, fortæller Allan Hundrup, og fortsætter:

– Med det ville det havde været muligt at forebygge, at det kom dertil, hvis der havde været en vedligeholdelsesstrategi. Man kunne holde øje med VVS- og HVAC-installationerne, og man ville havde kunnet konstatere, at gulvoverfladen vist var ved at se lidt træt ud, inden den var kørt helt ned.

En anden grundtanke bag Seacabin er, at den meget projektorienterede virksomhed skal være så agil som overhoved muligt. Det fortalte Allan Hundrup til Søfart tilbage i august 2018, hvor iværksættervirksomheden blev portrætteret. Og det princip fastholdes stadigt. Det vil sige, at Seacabin samarbejder med eksterne outfittere, når der skal udføres større apteringsarbejder.

Flere medarbejdere

Der er dog siden august 2018 blevet ansat yderligere én montør, så der nu er to, Og derudover også en tredje projektleder med mange års erfaring fra Norisol i Munkebo, ud over de to stiftere, samt en administrativ medarbejder.

Endelig er Seacabin også flyttet ned i de gamle Lysholdt-bygninger i Fiskebrogade centralt på havnen i Esbjerg, og dermed også i midten af den store sydvestjyske maritime klynge, der er en af de største inden for offshore i Nordeuropa.

For halvanden år siden befandt Seacabin sig stadig i et ret svagt offshoremarked, men det bedrede sig sidenhen, hvormed det også kastede flere opgaver af sig, fortæller Allan Hundrup.

Men det var faktisk marine-området, altså apteringsarbejde på skibe, der bidrog mest til et i øvrigt godt driftsår for Seacabin i 2019. Og som for så mange andre danske maritime underleverandører sidste år, så var krydstogt også en vigtig driver i Seacabins omsætning.

Hurtigrutens skibe

– Vi var sidste år bl.a. med på både ombygning- og nybygningsprojekter på Hurtigruten-skibe i Norge. På nybygningsprojektet kom vi meget sent ind, da det viste sig, at projektet manglede manpower og ekspertise for at blive færdigt til tiden. Vi fik ansvaret for at færdiggøre lounge-områderne, fortæller Allan Hundrup.

Han oplyser i øvrigt, at det norske marked generelt fylder meget hos Seacabin, både på offshore og marine-området. Faktisk arbejder Allan Sejerup Kristiansen lige nu i Norge – noget, der dog ikke er helt let midt i coronakrisen, fortæller Allan Hundrup:

– Allan måtte i 14-dages karantæne efter ankomsten til Norge. Det foregår på et hotel, som vores kunde også anvender, og så har han selvfølgelig hele hjemmearbejdspladsen med sig, så der næsten kan arbejdes normalt. Men han må ikke møde op på sitet før karantænen er gennemført.

– Vi har heldigvis også en ekstern projektleder fast bosat i Norge, som også har fået flere forespørgsler på mulige projekter deroppe. Men som situationen er lige nu med corona, så forventer jeg ikke, at vi booker nye opgaver på den her side af sommerferien. Ud over usikkerheden med varigheden af coronakrisen, så er der også risikoen for at stå med et projekt, hvor folk så pludselig må melde sig syge

.Ifølge Allan Hundrup er Seacabins to fastansatte montører lige nu sendt hjem med støtte fra regeringens hjælpepakke.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188