23948sdkhjf

Korslagte arme på broen gavner ikke kvinder

Danske Rederier er i gang med en historisk indsats for at få flere kvinder til at kigge mod shipping. Indsatsen har fået stor opbakning af branchen. Men vi gør det ikke for vores blå øjnes skyld - vi gør det for Det Blå Danmark
Det vrimler ikke med kvinder i de danske rederier. Andelen af kvindelige ansatte i forhold til mandlige er for lav både på land og vand. Samtidig mangler rederierne kvalificeret arbejdskraft. Det er den helt korte baggrund for, at Danske Rederier nu igennem en længere periode har arbejdet for at få flere kvinder til at kigge mod vores branche.

Et arbejde som har fået stor opbakning fra vores medlemmer, som blandt andet har været flittige til at tilslutte sig vores ’Charter for flere kvinder i shipping’.

I et indlæg i Søfart 16/3 sætter kaptajn Kurt Rye Damkjær spørgsmålstegn ved bevæggrundene for tiltaget, og om ideen om at få flere kvinder på havet overhovedet er realistisk?

https://www.soefart.dk/article/view/7092...

Det sidste, vil jeg besvare med et spørgsmål: Hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre at få flere kvinder til søs?

Der findes allerede kvinder på havet i både maskinrum og på broen, så selvfølgelig er det muligt at få endnu flere kvinder til at vælge en karriere til søs. Flere rederier arbejder allerede med at planlægge sejladsen, så flere kvinder arbejder ombord samtidig, og man dermed gør det mere attraktivt for de kvindelige ansatte ombord. Det er bare ét lille tiltag for at forbedre forholdene ombord.

Men hvis kaptajnen sidder på broen med korslagte arme og argumenterer med, at den ’herskende klasse’ blandt besætningen dårligt nok har hørt om ligestilling eller respekt for kvinder, så er der rigtig nok lang vej igen.

Opbakning hos rederierne
Kurt Rye Damkjær skriver, at han går ind for ligestilling. Tak, men det burde også være en selvfølge i 2020. Jeg er ærgerlig over, at han ikke i stedet bruger sin position som kaptajn og sin viden om dynamikken blandt besætningen til at komme med forslag til, hvordan man kunne gøre det bedre for kvinderne.

Heldigvis er opbakningen stor blandt rederierne. 24 rederier, som repræsenterer over 75 procent af de ansatte blandt Danske Rederiers medlemmer, har tilsluttet sig ’Charter for flere kvinder i shipping’.

Det betyder, at de har sagt ja til at lave en plan for, hvordan de vil øge andelen af kvindelige ansatte, og at de vil forankre indsatsen i topledelsen - på broen, om man vil.

Vi hverken kan eller vil diktere, hvor mange kvinder de skal ansætte. Rederierne driver forskellige virksomheder, og har vidt forskellige udgangspunkter. Derfor er det naturligvis op til dem at beslutte.

Men rederierne er allerede gået i gang med at se på, hvordan man rekrutterer, hvilket sprog man bruger, om man har de rigtige grundværdier ude i skibene, og om der er forhold i øvrigt der kan ændres på for at få kvinderne til at føle sig velkomne.

Ligestilling er ikke en lavthængende frugt, man lige kan plukke som interesseorganisation eller virksomhed. Vi har brugt mange kræfter på denne indsats og kommer fortsat til at gøre det.

Vi er glade for al den opmærksomhed, det giver, for vi synes, at sagen er vigtig. Men vi gør det ikke for vores blå øjnes skyld - vi gør det for Det Blå Danmark.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093