DEBAT: Ligestilling til søs - er det lidt af et blålys?
DEBAT: Det er lidt for letkøbt, når rederibranchen kobler sig med på kampen om at tiltrække flere kvinder til søfarten. Har branchen overhovedet modet til at adressere de problemer, der holder kvinderne væk fra søfarten?
Old schol boomers
Fremmed og fjern kultur
Den herskende klasse
Uriaspost
Jeg vover mig ud i hajfyldt farvand, så allerførst en lille "disclaimer". Jeg går ind for ligestilling og synes det er for dårligt, at vi som land ikke er kommet længere på området. Men jeg stiller spørgsmålet: Er det en realistisk mulighed i det maritime erhverv? Mon ikke de fleste, helt uden at tænke over det, vil svare ja! Vi er som samfund enige om, at der skal gøres mere for ligestillingen. Fordelingen mellem kvinder og mænd skal være langt mere lige end tilfældet er i dag. Der er ingen tvivl om, at søfarten bredt set halter bagefter. Der har været en lang tradition for, at det første kvalifikationskrav for at komme ind i Søfarten, var - og langt hen ad vejen er - at være mand. En række af søfartens organisationer slår på stortromme for, at der skal ansættes flere kvinder og som jeg har forstået debatten, gælder det både til søs og i landorganisationerne. På land er det vel bare at se at komme i gang og gøre sig attraktive for kvinderne. Skal det have værdi for virksomhederne, at der kommer flere kvinder på alle niveauer, skal man turde lukke kvindelige værdier ind. Blot at ansætte kvinder, der har lært sig at agere som mænd, giver ingen mening og ingen merværdi. Man må gøre sig relevante for den kvindelige del af arbejdskraften, det kræver fleksibilitet, men nok så vigtigt også spændende og udfordrende arbejdsopgaver. I hvert fald er det helt sikkert, at man ikke tiltrækker kvindelig arbejdskraft, ved at holde fast i gamle "dyder". I den sammenhæng er det overraskende, hvor mange chefer fra den maritime branche man stadig kan møde, som bryster sig af at være "old school". Når der ses bort fra nærfart og færgeoverfarter, er dansk flagede skibe i dag karakteriseret ved, at der er ganske få, hvis overhovedet nogen danske medborgere om bord. Jeg har på det seneste talt med flere unge danske - juniorofficerer, og også enkelte aspiranter - som har oplevet at være eneste dansker om bord. De fleste har givet udtryk for, at det har været svært at begå sig i en helt fremmed kultur og at de i bedste fald har oplevet sig socialt isolerede. Skulle nogen være i tvivl, så er det hverken flag, navn eller hjemhavn for skibet, som er bestemmende for kulturen om bord. Det er derimod de mennesker der er om bord, som tilsammen udgør minisamfundet. Som i alle andre kulturer, så er det den herskende klasses kultur, som bliver bestemmende for alles kultur. I et skib hvor flertallet af officersbesætningen er indisk eller russisk, bliver kulturen præget heraf. Det er vist kun de allermest jublende globalister, der tror på sådan noget som en international kultur - en sådan findes ikke i det minisamfund et skibs besætning er. Med al mulig risiko for at forenkle er det min opfattelse, at en række af de minisamfund der er skabt, er langt mere mandsdominerede, end vi forestiller os, og hvor ligestilling og respekt for kvinder maksimalt er noget man har hørt om. Det betyder selvsagt også, at det herskende syn på kvinder og for den sags skyld ligestilling har et helt andet udgangspunkt end det vi bekender os til i store dele af den vestlige verden. Jeg mener ikke, vi skal byde, hverken mænd eller kvinder, en plads i et helt fremmed samfund, hvor de alene udgør det danske islæt. Søkvinden eller -manden går ikke hjem ved arbejdstids ophør. Hvor og på hvilke skibe skal kvinderne beskæftiges? Jeg synes, vi mangler svar på, fra de der kæmper for at rekruttere flere kvinder til industrien, om det øgede antal kvinder i søfarten gælder både til lands og vands. Hvis det er tilfældet, skylder de også et svar på, hvordan det skal gøres. Det virker på mig som man har fundet en dagsorden med politisk medvind, som man har koblet sig på, uden helt at gennemtænke de videre konsekvenser.
BREAKING