23948sdkhjf

Branchedirektør: Karantæne er næste trussel

Hvis flere og flere lande begynder at sætte skibe fra Corona-ramte lande i karantæne kan der komme udfald i forsyningskæderne
Senest har de kinesiske myndigheder reageret på smittespredningen i Europa med et nyt tiltag, som tvinger containerrederierne til at gentænke sine rutenetværk.

Tiltagene betyder, at både skibe og besætningsmedlemmer, der kommer fra en række af de værst ramte lande, ikke kan kalde kinesiske havne i en karensperiode på 14 dage.

Den kinesiske liste over de værst ramte lande omfatter UK, Sverige, Belgien, Norge, Holland, Danmark, Østrig, Sydkorea, Japan, Italien, Frankrig, Spanien og USA.

Og ifølge adm. direktør for Danske Rederier, Anne H. Steffensen, er netop omsiggribende karantæne en anledning til bekymring.

På grund af sejltiden fra Europa eller USA til Kina kommer tiltaget ikke til at have direkte indflydelse på containerrederiernes sejladser på de største ruter. Det får dog alligevel konsekvenser, fordi mange af skibene kalder andre asiatiske havne på deres vej til Kina.

”Vi ser begyndende tendenser til karantæne, men heldigvis indtil videre ikke i meget stor målestok. Krisen kommer forhåbentlig under kontrol, inden det kommer så vidt, da dette ville betyde alvorlige forsinkelser i de globale forsyningslinjer”, forklarer Anne H. Steffensen til Søfart.

Hvad er din største frygt på branchens vegne lige nu?
”Der er to ting: Først og fremmest frygter jeg naturligvis som andre danskere, at Corona-smitten breder sig ukontrollabelt herhjemme. Rederiernes operationer styres fra Danmark, og vi har selvfølgelig behov for, at rederierne kan opretholde deres operationelle beredskab herhjemme, ligesom vi har danske søfolk, som skal holde skibene i drift. Herudover er det selvfølgelig en bekymring på den lidt længere bane, at nedlukningen af landene – navnlig i Europa og USA – betyder, at forsyningskæderne kan blive påvirket negativt og at verdenshandlen går i stå. Vores rederier lever af international handel, så det er selvsagt et skræmmende perspektiv.”

Hvem i branchen har taget de hårdeste slag indtil videre?
”Det er klart, at passagerfærgerne til og fra Danmark er ekstremt hårdt ramt i øjeblikket. Men der er også grund til at være stolt over, at alle færgerederierne formår at holde færgeruterne åbne – dog med nedsat frekvens. Privatpassagererne er stort set forsvundet, så situationen er alvorlig. Vi kan dog se, at antallet af lastbiler på færgerne ligger på næsten normalt niveau. Så færgerne spiller altså fortsat en vigtig rolle i at holde Danmark i gang i en krisesituation, hvilket vi skal være stolte af.”

Bliver der gjort nok for at hjælpe færgerederierne?
”Når man fra statens side vælger at lukke de blå grænser, er det klart, at det har nogle alvorlige negative konsekvenser for rederierne. Men weekendens aftale om lønkompensation til ramte virksomheder er ekstremt vigtig. Det betyder, at rederierne kan sætte frekvensen ned, sende et antal medarbejdere hjem, men ikke behøver at afskedige. Det er en stor hjælp, som vi er taknemmelige for. Hvorvidt der skal mere til for at sikre færgerederierne er for tidligt at sige på nuværende tidspunkt. Det afhænger jo af, hvordan krisen udvikler sig.”
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094