23948sdkhjf

Shipserv finder ny CEO i egne rækker

Den hidtidige CEO Kim Skaarup indfinder sig som næstformand i bestyrelsen for den danske handelsplatform

Den digitale handelsplatform Shipserv, der er blevet den største af sin art i shippingbranchen, har fået ny CEO. 

Det er Henrik Hyldahn, der overtager posten efter Kim Skaarup. Henrik Hyldahn kom til Shipserv i 2017, og han blev forfremmet til chief solutions officer året efter. Nu skal han som øverste chef være den, der tager Shipserv ind i næste fase efter nogle år med solid vækst i omsætningen, skriver Shipserv i en pressemeddelelse.

Selv bemærker han i meddelelsen, at eftersom Shipserv er en moden organisation, vil han forsøge at holde de seneste vækstrater ved at øge samarbejdet med kunder på både den tekniske side og i indkøbsafdelinger. På den måde vil han opnå en detaljeret forståelse af deres behov. 

- Det vil skabe indsigter, som gør os i stand til at lave markedsspecifikke løsninger, som hjælper vores kunder med at gribe digitaliserings fordele, siger Henrik Hyldahn.

I løbet af 2019 har Shipserv flyttet hele sin infrastruktur over på Microsofts cloud-tjeneste Azure. Det åbner op for nye muligheder i forhold til at skalere forretningen, og det baner vejen for en række nye tiltag i 2020. 

Læs også: Skibsmaling og sikkerhedssko handles for milliarder på dansk indkøbsplatform

- Det er virkelig en spændende tid for Shipserv, og vi er glade for, at Henrik har påtaget sig opgaven som CEO. Han har stor erfaring, og den indflydelse, han allerede har haft på Shipserv som chief solutions officer er enestående, siger bestyrelsesformand Herman Marks i pressemeddelelsen. 

En stor del af æren for, at Shipserv i 2019 håndterede ordrer i sin onlineplatform for næsten fire mia. dollar (over 25 mia. kroner), tilfalder Kim Skaarup, der nu går af som CEO. Han har været i Shipserv i 19 år, nåede at bestride posten som øverste direktør i de sidste fire år, og fortsætter nu som næstformand i virksomheden, imens han sikrer en grundig overdragelse til sin efterfølger. 

- Jeg vil gerne takke Kim Skaarup for hans lange og gode tjeneste, samt den vigtige lederrolle han har haft i arbejdet med at gøre Shipserv til det markedsledende selskab, som det er i dag, siger Herman Marks. 

Læs også: Fremtidens skibsmotor kan selv købe olie og reservedele

FAKTA – Shipserv

  • Blev grundlagt i 1999 og er i dag verdens største digitale indkøbsplatform for den maritime industri.
  • Indkøbsplatformen har til formål at hjælpe købere i den maritime branche med hurtigt og effektivt at finde de bedste leverandører, optimere indkøbsprocessen og derved reducere omkostningerne.
  • Har hovedkontor i London, mens topledelsen sidder i Hellerup. Derudover har firmaet kontorer i Hong Kong, Manila, New Jersey, Miami og Singapore og har netop åbnet et nyt kontor i Athen.
  • Beskæftiger 150 medarbejdere, hvoraf omkring 80 sidder i Filippinerne.
  • Blev grundlagt af danskeren Paul Østergaard. Han var CEO i selskabet indtil februar 2016, hvorefter han fortsatte i selskabets bestyrelse.
  • Eksterne investorer i Shipserv er bl.a. London P&I-klubben Thomas Miller, kapitalfonden Wellington Partners, Fairmont/Magsaysay Group og Vroon Group.
Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.126