23948sdkhjf

Søværnet sender 130 mand mere i trøjen

Forsvaret har besluttet at bruge 40 millioner kroner på flere søfolk til flåden i Korsør og Frederikshavn

Søværnets folk er overbebyrdede, og flere af flådens skibe kan faktisk mere, end der i dag er mandskab til at lave.

Det er baggrunden for en ny intern aftale i Forsvaret, der frem mod 2023 sender i alt 130 nye medarbejdere til flådestationerne i Korsør og Frederikshavn.

Det oplyser chefen for Søværnet, kontreadmiral Torben Mikkelsen.

- Vi har gennem flere år oplevet, at antallet af sejldage stiger, og det har jo betydet en øget belastning af besætningerne. Det gør vi nu noget ved, siger han.

Ifølge Torben Mikkelsen skal de nye mænd på dækket både findes inden for Forsvarets egne rækker og ved øget rekruttering udefra.

Blandt andet skal antallet af værnepligtige i Frederikshavn øges med 40 pct., hvilket også på sigt forventes at øge antallet af faste medarbejdere i Søværnet.

Det skyldes, at Forsvaret har erfaring med, at knap halvdelen af de værnepligtige efterfølgende tegner kontrakt med Søværnet.

Søværnschefen ser frem til den mandskabsmæssige vitaminindsprøjtning og erkender, at bemandingen af skibene gennem nogen tid har kørt på pumperne.

- Der er ganske enkelt behov for, at den enkelte sømand kan planlægge den tid, der er i hjemmeperioderne, uden at være usikker på, om den pågældende så skal ud og fylde huller på de skibe, hvor der er mangler, siger han.

Tilførslen af de 130 mand skal efter planen ske i fire faser frem mod 2023. I år og næste år får inspektionsskibene (Thetis-klassen) samt skibene af Diana-klassen hver tilført en ekstra besætning. Året efter tilføres inspektionsskibene samlet 48 ekstra mand, mens Søværnets tre fregatter opnormeres med 18 stillinger.

I 2022-2024 er det igen inspektionsskibene, der får tilført 12 nye stillinger.

Prisen for de ekstra stillinger løber samlet op i godt 40 mio. kroner, som tages fra Forsvarets kasse uden nye særbevillinger.

Læs også: Søværnet skal have ny teknologi i Arktis

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109