23948sdkhjf

'Saga Sapphire' afrunder rekordsæson i Skagen

Da krydstogtskibet 'Saga Sapphire' for to dage siden stævnede ind i Skagen Havn, var det som sæsonens sidste krydstogtskib. I alt har 43 anløb bragt lige over 66.000 gæster til byen, og det er ny besøgsrekord. Landgangsprocenten var på 90,8, som er den højeste hidtil i Skagen.

- Vi kan jo se, at gæsterne skriver anmeldelser på Cruise Critic og andre medier, og det er nok mund-til-mund-metoden, der spreder rygtet om, at her virkelig er noget at komme efter, siger Anne Sofie Rønne Jensen, cruise manager i Cruise Skagen, i en pressmeddelelse.

Knap 20.000 af gæsterne har været på 627 arrangerede ture i bus, på cykel og gåture i lokalområdet.

- Vi har fået specielt positiv feedback på vores besøg i hjemmet, hvor gæsterne går en tur i byen, og så kommer hjem og drikker kaffe hos et værtspar. Det er meget populært. Vi har også haft rigtig god feedback på vores tur om Anden Verdenskrig, hvor de er på Skagen Bunkermuseum, Bangsbo Fort og Bangsbo Museum i Frederikshavn, siger Anne Sofie Rønne Jensen.

Tal fra sæsonen viser også, at 106 ud af verdens 193 officielle nationaliteter har lagt vejen forbi Skagen.

En tilfredsstillende sæson

Der har i 2019 været to afbud på grund af vinden, og sæsonens allerførste krydstogtskib 'Viking Sky' meldte afbud på grund et meget omtalt motorstop i hårdt vejr ud for Norge.

Læs også: Kan Grønland klare en Viking Sky?

Til gengæld kom der to ekstra anløb den 24. september, så tallet endte på 43 anløb.

- Trods det lidt svingende vejr har vi haft en rigtig fin sæson. Vi har haft flere gæster, solgt flere ture og generelt fået rigtig god feedback, konkluderer Anne Sofie Rønne Jensen.

Krydstogt er ét af Skagen Havns fire kerneforretningsområder, der også rummer fiskeri, maritim service og gods & bunkring. Det glæder Skagen Havns adm. direktør Willy B. Hansen, at krydstogtsområdet igen har haft en god sæson.

- Dette var den 21. krydstogtsæson i Skagen, og området har vokset eksplosivt siden vores havneudvidelse i 2015, hvor den nye krydstogtkaj kom til. Det glæder os naturligvis at kunne se en stigning på mere end 400 pct. målt på antal skibe siden 2014. Det betyder noget for havnens økonomi og for områdets erhvervsliv og attraktioner, siger Willy B. Hansen i pressemeddelelsen.

Der er et halvt år til, at næste krydstogtsæson starter i Skagen. Den 29. marts 2020 anløber det første af foreløbigt 34 anløb i havnen. 

Læs også: Skagen Havn underskriver kontrakt om etape 3-udvidelsen

'Saga Sapphire' er bygget i 1981, er 200 meter langt og har plads til maksimalt 748 passagerer. 

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.093