Mærsk, Hafnia og DFDS tester retrofit-løsninger fra Green Ship
Ambitiøst projekt under Green Ship of the Future vil forsøge at estimere det samlede reduktionspotentiale af en gruppe af retrofit-teknologier på forskellige skibstyper
Miljøteknologi Af Nicolai Østergaard Den maritime verden er fuld af påstande om, hvor meget en given teknologi sænker energiforbruget på et skib. Men et ambitiøst projekt under Green Ship of the Future forsøger nu at skaffe videnskabelig dokumentation for, hvor stor en samlet energibesparelse, som en skibsreder kan opnå med en samlet pakket af retrofitinstallationer på en specifik skibstype. Projektet gennemfører ikke fysiske installationer, men der måles på alle installationer, så der i sidste ende kan udarbejdes et samlet overblik over, hvor meget CO2-udledning der kan elimineres. Og til hvilken pris. - Det er et ekstremt lovende projekt, forklarer Frederik Schur Riis, leder af Green Ship of the Future. - Vi er nu færdige med at retrofitte udstyr på en tanker fra Hafnia Tankers. Nu skal vi i gang med installationerne på en DFDS-færge, og til sidst følger installation af hele pakken på et skib fra Mærsk. Vi har endnu ikke udgivet den samlede evaluering, men jeg kan sige så meget, at det er imponerende succes-rater, lyder det fra Frederik Schur Riis. Eksisterende skibe Udgangspunktet for projektet er, at en stor del af verdens flåde af handelsskibe ikke umiddelbart står over for at skulle udskiftes. Derfor bliver industrien nødt til også at forholde sig til disse skibes miljømæssige performance i bestræbelserne på at nå branchens CO2-reduktionsmål. For at komme effektivt fra start er det således oplagt at starte med de store serier af søsterskibe, som præger mange af skibsfartens forskellige tonnagesegmenter - ikke mindst inden for produkttank. Projektet vil se på tre forskellige typer af skibe, men er som nævnt startet ud med en MR-tanker fra danske Hafnia Management. Hver af de tre cases baserer sig på det specifikke fartøjers operations- og driftsprofil, som sikrer, at projektets beregninger bliver så virkelighedsnært som muligt - både i forhold til energibesparelser og business cases. Konkrete svar I hver af de tre cases vil en gruppe af leverandører og teknologipartnere identificere relevante teknologier, som har et potentiale til at reducere bunkerforbruget samt på andre måder at optimere operationen om bord til gavn for skibsseriens energieffektivitet. - Vi håber med det her projekt at få verificeret, hvilke bunkerbesparende effekter forskellige teknologier rent faktisk har for specifikke skibe. Det er det både relevant at få konkrete svar på ved retrofitprojekter, men også ved nybygningsprojekter, fordi vi her også inddrager drifts- og operationsprofiler - altså det reelle forbrug - i regnestykket, lød det fra Jørgen Thuesen, General Manager Technical Newbuildings & Projects hos Hafnia, da han udtalte sig om projektet i maj 2019. - Derudover håber vi at klarlægge, hvilke indvirkninger de enkelte teknologier kan have på hinanden. Vi vil vide, hvilke teknologier, der interagerer positivt sammen samt hvilke, der rent faktisk modarbejder hinanden. En type af teknologi kan således give rigtig god mening på et skib, mens den bør undgås på et andet.