23948sdkhjf

Advarsel mod at blæse på nye svovlregler

Indien er blandt de lande, som ikke har tænkt sig at følge IMO’s nye svovlkrav fra årsskiftet. Det vækker bekymring hos globale shippingorganisationer
Det er tvingende nødvendigt, at der er fælles fodslag om at følge IMO’s nye svovlregler, når de træder i kraft ved årsskiftet.

Sådan lyder meldingen fra en række shippingorganisationer, som har udsendt en kraftig advarsel til lande, som ikke har tænkt sig at følge de nye 2020-krav.

Reglerne betyder, at skibe fra 1. januar kun må sejle på brændstof med et svovlindhold på højst 0,5 pct. mod tidligere 3,5 pct., med mindre de har en scrubber om bord.

Nu har organisationerne The World Shipping Council (WSC), BIMCO, the Cruise Lines International Association (CLIA), og International Parcel Tankers Association (IPTA) sendt et opråb til FN’s maritime organisation, IMO, om at alle medlemsstater skal implementere svovlreglerne fuldt ud.

- De nye regler, herunder implementeringsdatoen den 1. januar 2020, har været kendt i lang tid, og industrien har arbejdet flittigt for at gøre sig klar til at efterleve dem. Men omkostningen ved overholdelse er høj, så det er kritisk, at reglerne konsekvent bliver indført og håndhævet. Der må være ens spilleregler, hvis denne vigtige regulering skal virke, lyder det fra shippingorganisationerne.

John Butler, President og CEO for World Shipping Council, udtaler i en meddelelse :

- Nylige rapporter, som antyder, at nogle lande muligvis ikke vil implementere de nye regler fuldt ud, er foruroligende. Manglende fuld implementering risikerer at underminere folkesundheden og miljøet.

Skal håndhæves

Han understreger, at datoen for implementering af de nye svovlregler er klar og skal håndhæves.

- Vi opfordrer kraftigt ethvert land, som overvejer en afvigelse at forlade disse ideer og iværksætte planer for at opfylde deres ansvar for at håndhæve reglerne pr. 1. januar 2020, og vi opfordrer IMO til at minde medlemsstater om deres forpligtelser, tilføjer John Butler.

Meldingen kommer, efter at Indien ifølge indiske medier overvejer ikke at følge de nye svovlregler i sine egne farvande.

- Vi vil ikke insistere på at implementere IMO-normerne for skibe, som sejler i nationale farvande - i indenlandske vandveje eller langs den indiske kyst - for at holde de totale transportomkostninger under kontrol, udtalte en embedsperson fra det indiske shippingministerium for nylig ifølge The Hindu Business Line.

Også Indonesien har overvejet at udskyde efterlevelsen af de nye svovlkrav i nationalt farvand af hensyn til landets egen produktion af højsvovlsbrændstof. Landet skiftede dog ifølge nyhedsbureauet Reuters holdning igen efter at være mødt af kraftig kritik.

Artiklen er en del af temaet IMO 2020-svovlregler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125