23948sdkhjf

København får nyt ship management selskab

Synergy Group, som har overtaget den tekniske management af Nordens tørlastskibe, åbner europæisk kontor i Danmark
Det Singapore-baserede ship management selskab Synergy Group, som nu skal overtage driften af Nordens tørlastskibe, slår sig ned i Danmark.

Synergy Group åbner et nyt kontor i Hellerup nord for København, oplyser selskabet i en meddelelse. Her fremgår det også, at danskeren Rune Zeuthen bliver chef for det nye kontor, som skal fungere som selskabets brohoved i Europa. Her oplever Synergy Group nemlig øget efterspørgsel fra europæiske redere.

- Det nye kontor giver os en tættere fysisk nærhed til vores europæiske kunder og vil være springbrættet til at udrulle nye tjenester for at møde behov og krav fra nuværende og fremtidige kunder, udtaler Rune Zeuthen.

Han er shippinguddannet hos A.P. Møller-Mærsk og har siden arbejdet hos bl.a. Maersk Broker og Clarkson Ship Brokers og haft ledende stillinger hos Gulf Navigation Holding PJSC og Topaz Energy & Marine. Senest har han været ansvarlig for kommerciel management hos Teekay Shipping i Dubai.

Synergy Group har i alt 13 kontorer over hele verden og beskæftiger næsten 10.000 søfarende. Selskabet administrerer i dag en flåde med over 265 skibe - lige fra LPG tankskibe, kemikalie- og olietankere til containerskibe og tørlastskibe i alle størrelser.

- Vi har en plan for, hvordan vi vil øge vores forretning, og vi er allerede i gang med at eksekvere den, siger Rune Zeuthen.

Synergy Group vil formodentlig møde begrænset konkurrence på ship management markedet herhjemme. For selv om Danmark er verdens femtestørste søfartsnation, er der langt mellem de rene ship management-firmaer, som tager sig af alt, hvad der hører til teknisk drift og vedligehold af skibe og besætninger.

Det fik for nylig Mikkjal Poulsen, direktør for den enlige danske konkurrent, Dania Ship Management, til at undre sig.

– Der er ikke mange, der beskæftiger sig kun med ship management i Danmark, bortset fra det der ligger inhouse hos rederierne, sagde Mikkjal Poulsen i et interview med Søfart .

Han mener på den baggrund, at der er et stort uudnyttet potentiale for branchen herhjemme.

– Jeg mener, der bør gøres mere for at stimulere markedet, så Danmark også kan blive et kraftcenter inden for teknisk management, lød det fra Mikkjal Poulsen.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109