23948sdkhjf

Korsør Havn vil tilbyde grøn landstrøm

På Korsør Havn er der et stort fokus på at bidrage til den grønne omstilling. Som en del af havnens “Non Stop”-projekt er havnen igang med at udvikle muligheden for at levere bæredygtig strøm til skibe og kraner, så skibene kan slukke for deres generatorer under skibsanløb.

Det skriver Danske Havne i sit nyhedsbrev.

Planen er at etablere landstrøm fra det eksisterende elnet i den 480 meter lange havnekaj. Dertil kommer to mobile transformerstationer på skinner, så anlæggene kan betjene skibene langs hele kajen. 

- Vi vil gerne undgå de store tunge installationer, og derfor er de mobile anlæg på skinner en oplagt mulighed. Det giver en enorm fleksibilitet, og det vil kunne producere strøm nok til at forsyne 80 pct. af alle vores skibsanløb med strøm, forklarer Jimmi Jørgensen ifølge Danske Havne. 

Korsør Havn oplyser til Søfart, at strømmen skal vil være certificeret grøn, og at forventningen er at rulle anlægget ud over de kommende år. Den strøm, Korsør Havn forventer at levere til skibene, vil i øvrigt være billigere end den strøm, skibene selv kan producere ved hjælp af generatorer.

Små vindmøller

Som et led i at blive en CO2-neutral havn har Korsør Havn bæredygtig energi i kikkerten. Små, støjsvage vindmøller, der kan stå på taget af pakhusene på havnen, er bare én af de løsninger, havnen prøver kræfter med. Samtidig skal de mange, store arealer på tagene af pakhusene forsynes med solceller.

- Det handler om at snørre sækken på den rigtige måde. Vi vil gerne være med i bidraget til den grønne omstilling og samtidig tilbyde vores kunder nogle gode løsninger, mens vi tager hensyn til vores naboer i forhold til støjgener. Det er det, der driver værket for os, siger Jimmi Jørgensen til Danske Havne. 

Non Stop-projektet udrulles i september 2019, og projektet om CO2-neutralitet følger lige efter. Korsør Havn forventer, at projekterne er afsluttet inden for en tre-årig periode.

Læs også: Skal skibstrafik og virksomheder vige for boliger?

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094