23948sdkhjf

Marstal-epos som maritimt teater

Har du læst "Vi, de druknede"?

Ellers kan du med fordel komme i gang. Glem Carsten Jensens skingre tone i debatten og overgiv dig bare til hans storslåede epos om flere generationer af sømænd i Marstal.

En historie, hvis kerne udgør en vigtig del af den arv, alle os i Det Blå Danmark står på skuldrene af i dag.

Romanen er en fortælling om dristige sømænd, som trodser skæbnen, døden og familien for at betvinge havet - og til august kan den ses som teater i Marstal.

Det melder Søfartsmuseet i byen, der sammen med marstallerne og det skummende hav sætter scenen, når et af byens historiske værfter lægger rum til "råt, højaktuelt totalteater med 20 medvirkende", som arrangørerne annoncerer.

"Grænserne mellem fortid og nutid, myter og virkelighed flyder sammen, når vi gennem øjnene på skibsreder Albert Madsen ser en verden på kollisionskurs. Når vi frygter mågemorderen Herman, og samtidig genkender ham dybt i os selv. Og når enken Klara Friis overtager roret i Marstal for at ændre kursen drastisk," lyder det i foromtalen fra museet.

Museet har allieret sig med fire hollandske musikere med et arsenal af sammentømrede instrumenter, en belgisk-irakisk danser, en violinspillende albansk operasanger, en halvt-kinesisk tegner med en basguitar, en 71-årig sødygtig flamsk skuespiller, to unge sultne skuespillere, en scenograf med en trompet, en komponist og otte lokale sangere.

Men hvad siger forfatteren selv om genopførelsen af hans mesterværk?

- Jeg arbejdede i fem år på min roman om sømændene fra Marstal. Og Judith Vindevogel og hendes teater Walpurgis har arbejdet mindst lige så mange år på deres storslåede forestilling over min bog. De har stået igennem storme og udholdt vindstille i en ikke altid lige nem produktion, men på ambitioner og drømme har de aldrig givet afkald, og nu lander de omsider samme sted, som jeg og så mange sømænd engang satte ud fra, Marstal Havn, hvor udsigten til master, rig, hav og øer udgør den bedst tænkelige kulisse. Det bliver stort for mig," siger han ifølge en pressemeddelelse.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109