Først til mølle...
Hastværk er lastværk, siger man til tider, men det har nu ikke passet til alle lejligheder. Inden for skibsfarten begyndte man at sejle "ræs", da te-clipperne kappedes om at nå først frem med deres laster. Køleskibene - eller "bananjagerne" - skulle også helst nå frem inden bananerne blev modne, og indtil for 60-70 år siden, var det vigtigt for Atlanterhavs-linerne at bringe passagererne så hurtigt som muligt til Amerika og tilbage igen. Den sidste rolle har flyvemaskinerne jo for længst overtaget, og på det seneste har der til søs været praktiseret slow-steaming for at kompensere for overkapacitet, spare brændstof eller reducere udledning. Der har endda været røster fremme om at indføre hastighedsgrænser til søs. Hastværket nu om dage sker mest i havnene, mens der geares ned på søen.