Da Skatteminister Karsten Lauritzen (V) for nylig skrev et personligt brev til de 100 virksomheder, som har bidraget med de største indtægter til den danske statskasse i 2017, var landets største virksomhed, A.P. Møller-Mærsk, ikke at finde på listen.
Se top 100-listen herDet var en fejl, erkender ministeriet nu over for Søfart.
Forklaringen er, at det franske olieselskab Total, som tidligere på året overtog Mærsks energiselskab, Maersk Oil, havde sneget sig ind på listens plads nummer 12 en postgang for tidligt.
For i Indkomståret 2017, som listen er lavet ud fra, var selskabet nemlig stadig ejet af A.P. Møller Holding, som er hovedaktionær i A.P. Møller-Mærsk.
Derfor var A.P. Møller Holding en del af top 100 for indkomståret 2017, oplyser Skatteministeriet.
- Skatteministeren sender derfor snarest et brev til A.P. Møller Holding A/S, hvori han anerkender selskabets store bidrag til at skabe vækst og velstand i Danmark, skriver Skatteministeriet i et svar til Søfart.
A.P. Møller-Mærsk er sambeskattet med A.P. Møller Holding, hvilket er et lovkrav ifølge selskabskatteloven.
Af de
fremgår det, at A.P. Møller Holding i 2017 betalte i alt 1,6 mia. kr. i skat i Danmark. Heraf udgjorde den almindelige selskabsskat godt 46 mio. kr., mens selskabsskat af kulbrinteindkomst fra olieforretningen udgjorde 712 mio. kr. i 2017. Hertil kommer en yderligere kulbrinteskat på 864 mio. kr.
Ud over dansk skat, betalte Mærsk-koncernen 6,2 mia. kr. i skat i udlandet i 2017, hvorved gruppens samlede skattebetaling løb op i 7,8 mia. kr. Beløbet dækker både Mærsks fortsættende forretning og de forretningsenheder, der er frasolgt eller ophørt.
A.P. Møller Holding har ingen kommentarer til sagen, oplyser kommunikationschef Mika Bildsøe Lassen.