Efter 40 års grænsestrid kan bananen nu sendes videre til historiebøgerne.
Bananen er Søværnets uofficielle navn for et mere end 3.000 kvadratkilometer stort havområde syd og øst for Bornholm, hvor Danmark og Polen i årtier har været uenige om, hvor grænsen skulle gå (se boks).
Striden har handlet om, hvorvidt området har været en del af Danmarks såkaldte eksklusive økonomiske zone, som alle kystnationer har ret til, og som giver det pågældende land særlige rettigheder i forhold til råstoffer og fiskeri. Både Danmark og Polen har ment, at området hørte ind under netop deres økonomiske interessesfære.