23948sdkhjf

Analytiker: Mærsks største frygt lurer i horisonten

Der er ingen tegn på, at overskud og glade dage er på vej for A.P. Møller - Mærsks kerneforretning, lyder det fra analytiker

A.P. Møller-Mærsks regnskab for tredje kvartal byder ikke på optimisme om, at containerfart i den nærmeste fremtid vil blive en solid overskudsforretning. Og uden bare lidt medvind bliver det svært for shippingkoncernen at forberede sig på fremtiden.

Det vurderer A.P. Møller-Mærsk-analytiker ved Sydbank Morten Imsgard efter et regnskab for årets første ni måneder, der nok viste vækst i omsætningen, men også stigende omkostninger og endnu et underskud:

- Omkostningerne per fragtet container er højere end ventet, blandt andet på grund af punktlighed og delvis dårlig kapacitetsudnyttelse. Og så er man tilbage til at kigge på sundhedstegnene i den industri, Mærsk opererer i, siger Morten Imsgard og fortsætter:

- De er bare ikke særlig gode. Det er stadig et vanskeligt marked præget af alt for mange skibe og alt for mange muligheder for kunderne for at presse priserne ned.

Drømmen smuldrer

Overkapacitet og prispres i containerindustrien er en sang, der er sunget siden i hvert fald 2009. Siden har industrien og A.P. Møller-Mærsk kontinuerligt skelet mod en fremtid, hvor presset stoppede.

- Denne drøm om, at vi bare lige skal igennem et par kvartaler, så bliver alt godt, smuldrer i øjeblikket. Der er bekymringer om handelskrig, indikationer på lav vækst og mange nye, store containerskibe, siger Morten Imsgard.

Det kontinuerlige pres er et stort problem. For hele containerindustrien og ikke mindst A.P. Møller-Mærsk skal transformere sig selv til at levere større service til sine kunder.

- Der er et enormt pres for at skabe det nye Mærsk, men der er ingen arbejdsro i det hårde marked. Så det er noget nær den vanskeligste opgave, man kan stå med, siger Morten Imsgard og fortsætter:

- Logistikkæder verden over bliver smartere, større og mere digitaliserede. Så kunderne kræver ting, som Mærsk ikke nødvendigvis kan levere. Og kan man ikke det, må man forvente, at kunderne selv gør det. Skrækeksemplet er Amazon, der allerede inden for luftfragt har gjort sig gældende og opererer fragtfly.

Kan ende som transportbånd

Hvis ikke et selskab som A.P. Møller-Mærsk kan levere til de store kunders nye behov, risikerer rederierne at ende som rene maritime transportbånd.

- Den største frygt er, at industrien kan ende med bare at levere en basisydelse, der består i at flytte en container fra én havn til en anden.

- Sker det, kan man være sikker på, at man får en meget, meget lav pris for den ydelse, siger Morten Imsgard.

Han sammenligner med teleindustrien, der kæmper en hård kamp lige nu for ikke bare at levere basisvaren internet, men også indhold og services, der kan tages en præmie for.

Læs også: Mærsk tjener penge i tredje kvartal

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141