En hacker forsøgte med stjålne oplysninger at afpresse det australske værft Austal. Det blev dog afvist af værftet, der udtaler, at de stjålne oplysninger ikke påvirker national sikkerhed. Austal udtaler videre, at kun et lille antal kunder er påvirket af cyberangrebet.
Skibsdesigns, der kan have været sendt til kunder og underleverandører, er blevet stjålet, men disse betegnes ikke som fortroligt materiale. Ligeledes begrænser oplysningerne sig til at omhandle værftets australske aktiviteter, hvorfor ingen andre lande er påvirket. Austal har kontrakter med blandt andet den amerikanske flåde. Værftet har, ifølge deres egen hjemmeside, designet og bygget over 300 fartøjer til mere end 100 kunder i 54 forskellige lande.
Cyberangrebet efterforskes nu af det Australske politi samt Australiens center for cybersikkerhed. Austal udtaler, at angrebet ikke har betydning for værftets fremadrettede forretninger.