Torm har solgt et af rederiets mindste skibe, det godt 37.000 t.dv. store handysize produkttankskib ’Torm Ohio’. Køberen af det DIS-flagede skib er ifølge Søfartsstyrelsen Skibsregister Hong Kong-selskabet Glory International Shipmanagement Company Ltd.
Salget er endnu ikke rapporteret i markedsrapporter, hvormed der heller ikke er videregivet salgspris for det 17 år gamle sydkoreansk-byggede skib. ’Torm Ohio’ er et af de skibe, Torm overtog i forbindelse med købet af OMI Marine i 2007.