Perioden fra starten af maj frem til sidste uge lægger op til at slå tidligere sommerrekorder med hensyn til soltimer og høje temperaturer fra 1947, 1976 og senest 1997. Samme periode har været debuten for virkeliggørelsen af Aarhus’ visioner om at binde byen, havnen og bugten sammen.
Det første markante skridt hertil blev taget med åbningen af Havnepladsen, som med dens kajer og placering midt mellem den store erhvervshavn og midtbyen, for alvor fik sin ilddåb som multifunktionel folkeligt samlingssted under sommerens VM i fodbold.
Senere, midt i årtiers bedste sommer, åbnede så Havnebadet i det, der engang var havnens containerterminal. Nu danner nutidens containerterminal ude mod øst ,med dens post panamax-kraner og de ugentlige lyseblå og sorte giganter fra Maersk Line og MSC, en ret unik baggrund for badegæsterne.