23948sdkhjf

Ny undersøgelse: Flertal på Samsø ønsker hurtigfærge året rundt

Et flertal af samsinger ønsker en fast hurtigfærge året rundt. Men en fast færgeforbindelse vil koste minimum 4,7 mio. skattekroner om året

Der er opbakning til en fast hurtigfærge mellem Sælvig og Aarhus hele året, men der skal også gives et millionstort tilskud for at holde forbindelsen flydende.

Det skriver TV2 Østjylland på baggrund af en større undersøgelse, der er blevet offentliggjort mandag aften, og som er sat i gang af kommunalbestyrelsen på Samsø.

I sidste uge blev katamaranen 'Issehoved' sat i drift igen mellem Aarhus og Samsø. Men selskabet bag er privatejet, og har foreløbigt kun planer om at drive færgefart i sommerperioderne.

Den offentliggjorte undersøgelse viser, at der er et grundlag for at indsætte en hurtigfærge mellem Aarhus og Samsø hele året. Men spørgsmålet splitter alligevel samsingerne.

- Samsingerne er meget delte i spørgsmålet. 39 pct. af alle samsinge svarer 10, som er det maksimale, for at få en hurtigfærge. Men til gengæld er der også 30 pct., der synes, det er en dårlig ide, siger Carsten Kruse, der er direktør i det kommunale selskab Samsø Rederi, til TV2 Østjylland.

Kræver 4,7 mio. kroner

I 2012 lavede man en lignende undersøgelse, og her var det kun 25 pct. af samsingerne, der svarede, at de ønskede en hurtigfærge.

Men for at kunne oprette en rute kræver det, at man finder minimum 4,7 mio. kroner årligt til driften af færgen. Enten fra det kommunale budget eller fra private investorer. Penge som borgmester Marcel Meijer (S) er villig til at finde.

- Vi vil gerne investere i denne rute, fordi vi tror, der er kæmpe potentiale i, at man kan bo på Samsø og arbejde eller uddanne sig i Aarhus. Det tror vi på kan vende befolkningsudviklingen på Samsø, siger Marcel Meijer.

- Den pris, jeg har set i dag, er ikke urealistisk. Jeg regner ikke med, at vi skal tage penge fra de ældre og skolebørnene for det, siger Marcel Meijer (S), der dog maner til, at kommunalbestyrelsen tager sig god tid til at få finansieringen på plads.

Deler vandene

Men spørgsmålet om økonomisk tilskud deler vandene i øens kommunalbestyrelse. De Konservatives medlem har svært ved at se, hvor man skal finde pengene til det.

- Da jeg på forhånd ved, at vi skal spare penge til efteråret, så bliver den svær den her, siger Per Urban Olsen fra De Konservative.

Han er også kritisk over for, at undersøgelsen viser, at det kun kan lade sig gøre med en dieseloliefærge. Det passer dårligt med Samsøs ambition om at være en ø med fokus på vedvarende energi og bæredygtighed.

- Man kan ikke argumentere med, at aarhusianerne skal besøge den vedvarende energi-ø, når den færge, vi samtidigt sejler til Samsø med, spænder ben for det projekt, siger Per Urban Olsen.

Også kommunalbestyrelsesmedlem Carsten Bruun (V) mener, at kommunen skal fokusere på sine kerneopgaver. Han ønsker i øvrigt, at Aarhus Kommune skal være med til at finansiere færgen sammen med Odder kommune, hvis færgen også kalder Tunø på nogle af turene. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094