23948sdkhjf

Karstensens åbner eget skrogværft i Polen

Med ønske om at blive herre over egen produktion åbner Karstensens Skibsværft nu skrogproduktion i Polen.

Som en følge af ambitionen om at være førende totalleverandør af større fiskefartøjer etablerer Karstensens Skibsværft nu Karstensen Shipyard Poland.

Det Skagen-baserede værft oplyser i en pressemeddelelse, at det nye selskab skal forestå værftets skrogproduktion i Polen. Målet er at blive herre over egen produktion for dermed at kunne designe, bygge og udruste egenhændigt.

- Karstensen Shipyard Poland bliver et vigtigt salgsparameter for os i forhold til vores kunder. Ved dette tiltag vil vi fremstå som en endnu mere komplet leverandør; fra design til skrogbyggeri til udrustning til overlevering og selvfølgelig til servicering på eftermarkedet, siger Kent Damgaard, medlem af direktionen i Karstens Skibsværft, i pressemeddelelsen. 

Overtager produktionsfaciliteter

Foruden at etablere det polske datterselskab har Karstensens Skibsværft overtaget produktionsfaciliterne fra Vistal Offshore i Gdynia, som er et produktionsanlæg fra 2013 og ifølge Karstensen er velegnet til værftets skrogproduktion.

Faciliteterne består af to veludrustede og moderne byggehaller i størrelsen 200 x 30 x 30 meter med tilhørende kontorer og moderne mandskabsfaciliteter. Karstensen overtager faciliteterne i Gdynia pr. 1. juli 2018 i en tre-årig leasingperiode. 

Forberedelserne på opstarten er allerede i gang. Karstensens Skibsværft A/S har i forvejen en stab i Polen bestående af 10 skibsingeniører og inspektører, som siden 2000 har ført tilsyn med de skrogværfter, som indtil nu har bygget Karstensens nybygninger.

Det polske team kan se frem til at få omkring 200 nye kollegaer og mindre transporttid rundt til eksterne værfter. Planen er at starte produktionen op umiddelbart efter overtagelsen i juli.

Forventer positiv effekt i Skagen

Første skrog fra Karstensen Shipyard Poland bliver #450 LUNAR BOW, som skal udrustes i Skagen fra sommeren 2019 og leveres til skotske Lunar Fishing i januar 2020. 

Karstensens Skibsværfts begrunder sin investering i skrogproduktionen i Polen med, at værftet har opbygget sin succes som nybygningsværft inden for nicheområdet pelagiske fiskefartøjer ved at levere skræddersyede løsninger af høj kvalitet tilpasset hver enkelt kundes specifikke behov.

Ved at blive endnu mere uafhængig af eksterne parter forventer værftet at fortsætte udviklingen og vedblive med at sætte standarden for nybygning af moderne fiskefartøjer. 

Investeringen i Polen kommer ikke til at påvirke værftsproduktionen og medarbejderstaben i Skagen i negativ retning, oplyser værtet. Tværtimod er der en klar forventning om, at indflydelsen og kontrollen over den indledende byggeproces vil styrke produktionen væsentligt med højere kvalitet og faste leveringer til følge.

Med 13 skibe i ordrebogen til levering inden for de næste to år er det afgørende at have kontrol over netop kvalitet og levering, skriver Karstensens. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14