23948sdkhjf

Medie: Stausholm ønskede ikke et "mindre job"

Jakob Stausholm, Mærsks afgående direktør for finans, strategi og transformation, ville ikke have et "mindre job", fortæller Mærsk-CEO Søren Skou til Berlingske.

Mærsk-koncernens direktør for finans, strategi og transformation, Jakob Stausholm, meddelte i går, at han forlader Mærsk med udgangen af marts i år.

Det gør ham til det femte medlem af koncernens direktion, der har sagt farvel på to år. Jakob Stausholm stopper angiveligt som en følge af, at områderne finans, strategi og transformation skal deles op i en fuldt fokuseret finansfunktion og funktioner, som fokuserer på it, strategi, digital og transformation.

Administrerende direktør i Mærsk Søren Skou forklarer i et interview med Berlingske Business, at stoppet skyldes, at Jakob Stausholm ikke ønskede at få et "mindre job" i forbindelse med selskabets strategi.

- Som jeg ser det, så skal vi brede opgaverne ud på flere folk og dermed få mere ledelseskapacitet ind, hvis vi skal accelerere vores transformation, siger Søren Skou til Berlingske og fortsætter:

- Jakob har et kæmpestort område, som dækker fra finans til it, og jeg tror, vi har brug for flere kræfter, siger topchefen til avisen om direktørafgangen.

Jakob Stausholms afgang kom som en overraskelse for flere analytikere. En af dem er Sydbanks Morten Imsgard, som forklarer over for Ritzau Finans, at Jakob Stausholm har spillet en afgørende rolle i den transformation, som Mærsk er i færd med. 

- Der er rigtig mange ting, der presser Mærsk lige nu i form af vigende fragtrater og en amerikansk præsident, som ikke hjælper et shippingselskab med protektionistiske tiltag. Det sidste man har behov for, er uro på ledelsesgangen, siger Morten Imsgaard til Ritzau Finans.

Investorerne tog ikke godt imod udskiftning i A.P. Møller-Mærsks ledelse og sendte mandag selskabet til bunds i det danske C25-indeks.

B-aktien i selskabet faldt med 1,6 procent, mens A-aktien fik skåret 1,9 procent af sin markedsværdi.

Foruden Jakob Stausholm har Nils Smedegaard Andersen, Kim Fejfer, Jakob Thomasen og Trond Westlie forladt Mærsk-koncernen i løbet af de seneste to år. De sidste to stoppede af egen fri vilje, imens Nils Smedegaard Andersen blev fyret og Kim Fejfer gik fra at være øverste chef for APM Terminals til en stilling i Mærsk-familiens holdingselskab. 

Jakob Stausholm har været i koncernen siden 2012. Han blev finansdirektør 1. december 2016. Han kom fra en stilling som strategidirektør hos Maersk Line. I en pressemeddelelse siger han, at han er "meget enig i ændringen af organisationen". Han tilføjer, at det har været en ære at arbejde for Mærsk.

- Det er den rigtige løsning for virksomheden, men som konsekvens heraf har jeg bedt om at afslutte min kontrakt og vil forfølge andre muligheder, siger den snart forhenværende Mærsk-direktør.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109