23948sdkhjf

Danske Maritime vil give iværksættere mere synlighed

Danske Maritime lancerer et nyt samarbejde med Danske Bank, der skal gøre om bankens iværksætterportal The Hub tilgængelig for maritime iværksættere.

Et nyt samarbejde med Danske Banks iværksætterportal The Hub skal give maritime iværksættere mere synlighed og bedre adgang til at søge medarbejdere og midler. 

Det er Danske Maritime, der har fået samarbejdet med The Hub på benene, og det kommer til at bestå af flere tiltag. I første omgang har Danske Maritime fået oprettet et maritimt spor på The Hub, og flere af foreningens iværksættermedlemmer er nu tilknyttet, som Danske Bank har etableret sammen med Rainmaking Loft i København.

- Hvis Danmark skal være i front med den maritime udvikling, kræver det en kritisk masse af maritime iværksættere. De skal kunne udvikle nye koncepter, teste produkter i et virkelighedsnært miljø og tænke nye forretningsmuligheder i krydsfeltet mellem det maritime og andre brancher, siger adm. direktør Jenny N. Braat, Danske Maritime, i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Vi øger nu indsatsen for at hjælpe med at finde finansiering, give en bedre markedsforståelse, undervisning og i det hele taget få lavet et maritimt iværksætternetværk, der forøger overlevelseschancen.

For at give iværksætterne de bedste betingelser, og for at gøre vejen fra idé til produkt kortere, har Danske Maritime desuden etableret en maritim iværksætterservice. Her kan iværksættere sparre indbyrdes og med Danske Maritime, og den enkelte iværksætter kan blive bragt sammen med relevante virksomheder og særligt udvalgte mentorer.

Næste skridt i samarbejdet med Danske Bank og The Hub bliver at få flere investorer til de maritime iværksættere. Det vil ske blandt andet ved at synliggøre de maritime startups og ved at hjælpe iværksætterne til at udnytte de værktøjer, der ligger i The Hub.

Danske Maritime tilbyder i forvejen flere ydelser til iværksættere, heriblandt muligheden for en kontorplads på organisationens adresse i Herlev. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.174