Tragisk forfald for Englands stolte rederier
Engang var den verdens største - i dag er der stort set ikke noget tilbage. Den engelske handelsflådes forfald er en klassisk historie om, hvor galt det kan gå, hvis rederierhvervet sover i timen
Favnede bredt
Passagerskibene
Flytrafikkens indtog
Hvad gik galt
EU på banen
’Kunne have været os’
Følg med i næste uge, hvor vi gennemgår en række af de største og vigtigste liner-rederier i Englands maritime historie
Den engelske handelsflåde var op til begyndelsen af 1970’erne verdens største, og udgjorde en tredjedel af verdens tonnage. I dag er den reduceret til 3 pct. af verdensflåden. Liners (passagerskibe i rutefart) og linjefart med konventionelle skibe udgjorde den største del af Englands skibsfart. Dog havde BP, som dengang var verdens største rederi, en stor flåde af tankskibe. Det britiske imperium med kolonier som bl.a. Indien, Kenya, Hong Kong, Singapore, Burma, Sydafrika og Commonwealth lande som Australien, New Zealand og Canada havde stor samhandel med England, og udgjorde grundlaget for, at den engelske flåde blev så stor. En del af rederierne var beskæftiget inden for både liners og linjeskibe. De to markeder supplerede hinanden, idet de fleste linere havde en betydelig fragtkapacitet. Desuden var en del skibe såkaldte kombiskibe som var delvis fragt og passagerskibe - noget som også blev praktiseret af ØK op til 1960’erne. Der var op til 1970’erne 21 rederier med liners og 28 linje-rederier i England. De havde alle deres egen historie, kultur, rutenet og design i skibe, men der har altid været mest fokus på liners, som er blevet mere glorificeret end linjeskibe. Med 115 liners fordelt på 21 rederier havde England i 1960 verdens største flåde af passagerskibe. Denne flåde var i 1980 blevet reduceret til fire skibe, og i dag har England slet ingen liners tilbage. Linernes rutenet udgik med få undtagelser fra England, og dækkede alle kontinenter. En stor del af linerne var beskæftiget med transport af immigranter, embedsmænd og militærpersonale fra England til de oversøiske besiddelser. Et andet vigtigt marked - op til 1960’erne - var den transatlantiske fart fra Southampton og Liverpool til New York, Boston og Montreal. Her var der stor konkurrence fra Frankrig (French Line), Holland-Amerika Line, og op til 2. verdenskrig fra Hamburg-Amerika Line, og Norddeutscher Lloyd. Jetflyenes og især jumbojettens indtog i 1970 gjorde gradvist en ende på rutefart med passagerskibe over lange distancer. I mange år havde linerrederierne beskæftiget sine skibe med krydstogt når det var lavsæson. Med faldende passagertal intensiverede liner-rederierne deres forsøg med krydstogt, men uden success. Skibene var klasseopdelt og ofte uden aircondition, og kunne ikke konkurrere med det store antal specialbyggede krydstogtskibe, som med mange underholdningsfaciliteter blev leveret i 1970’erne. De engelske rederier er i dag ikke i krydstogtmarkedet af nogen betydning, idet rederier fra især USA, Italien og Tyskland sidder på dette marked. Den største del af engelske krydstogtskibe blev solgt til Carnival Cruises i 2000 tallet. England var i 1960’erne svært ramt af strejker, hvor en sømandsstrejke på halvanden måned i 1966 kostede linjerederierne dyrt. Kombineret med ineffektivitet i engelske havne med lange havneophold, blev linjerederiernes resultater gradvist udhulet. Da England blev medlem af EU i 1973, mistede New Zealand og Australien samtidig sit vigtigste eksportmarked for landbrugsprodukter til skade for de engelske rederier. Imidlertid blev den vigtigste faktor for de engelske linjerederiernes fald revolutionen inden for containerfart. De fleste rederier havde ikke de nødvendige økonomiske muskler til at investere i containerskibe, containers og infrastruktur. Desuden blev ledelsen i en del engelske linjerederier beskyldt for manglende visioner og at sove i timen. Resultatet blev, at udenlandske rederier løb med containermarkedet. Engelske rederier kom dog også for sent til toget, når det gjaldt feeder-trafikken til det øvrige EU, som bl.a. bliver dækket af hollandske og tyske rederier. Det samme gælder RO/RO farten, hvor DFDS og Stena Line er de store spillere. En betydelig del af bulk og tankfart bliver dog i dag opereret fra London for skibe under udenlandsk flag. En stor del af disse skibe er dog ejet af græske og oversøiske rederier. Imidlertid udtaler engelske shippingfolk ofte deres frustration over at England mistede så meget af deres skibsfart, og beundrer danske rederier, og især Mærsk for deres innovation og resultater. Og som de siger: ’Det kunne have været os’.
BREAKING