Det bliver en gigantisk flydekran ved navn ’Sleipnir’, der i 2019 og 2020 skal løfte en række gigantiske beboelses- og produktionsmoduler på plads på Tyra-gasfeltet i Nordsøen.
Det er hollandske Heerema Marine Contractors, som har annonceret, at man har sat gang i byggeriet af det nye kranfartøj hos Sembcorp Marine i Singapore.
Kontrakten med Maersk Oil om opgaverne på Tyra-gasfeltet er den ene af i alt to kontrakter, som fik Heerema til at kontrahere den nye flydekran.
Ud over Maersk Oil har Heerema således også scoret en kontrakt med Noble Energy Mediterranean, Ltd. for transport- og installationstjenester i forbindelse med Leviathan Production-platformen i Middelhavet.
’Sleipnir’ skal være klar til kamp i 2019 og vil blive udstyret med to 10.000 MT kraner.
- Det er meget glædeligt, at vi har fået to så vigtige ordrer, og at industrien fortsat efterspørger løftekapacitet til større og større integrerede strukturer, der skal kunne løftes på plads uden at gå på kompromis med fleksibiliteten og robustheden ved traditionelle installationsmetoder. Vi er stolte af at give vores kunder mulighed for at installere større moduler end det er muligt med det kranudstyr, som i øjeblikket er til rådighed på markedet, forklarer Harke Jan Meek, Heeremas kommercielle direktør.
Stort projekt
Placeringen af det nye procesmodul vil blive en gigantisk operation og vil inkludere det største løft udført af en enkelt kran, som Maersk Oil nogensinde har gennemført og nok også et af de største nogensinde i olieindustrien.
En af de store udfordringer bliver at sikre, at de 6 nye top sides til stigrørs- og brøndhovedplatformene bliver produceret så præcist, at de passer præcist på de eksisterende ’jackets’ og kan placeres fra kran til søs.
Tyra projektet er unikt i og med det i den globale olieindustri hører til de absolutte sjældenheder, at man lader et dekommissioneringsprojekt smelte sammen med et genopbygningsprojekt i denne størrelsesorden.
Projektet vil kræve mere end 50.000 tons stål til opbygningen af de nye platforme, og der vil skulle bruges ca. halvanden million offshore-arbejdstimer for at gøre projektet til virkelighed.
Mærsk hyrer verdens største flydekran til gigantisk Nordsø-projekt
Den planlagte genopbygning af Tyra-gasfeltet i Nordsøen er så stort, at der skal bygges en helt ny flydekran til projektet i Singapore