Hos Danske Rederier har man vanskeligt ved at genkende billedet af, at danske kaptajner skulle være markant dyrere end deres udenlandske kolleger, sådan som Dania Ship Management i sidste uge fremførte i Søfart.
- Typisk er kaptajnslønninger individuelt forhandlet og dermed et udtryk for, hvordan rederiet værdisætter medarbejderen. Og det er ikke vores indtryk, fra medlemmerne bredt set, at de danske kaptajner skiller sig nævneværdigt ud i prisniveau. Så der kan vi ikke genkende billedet, siger Jakob Ullegård, direktør i Danske Rederier.
Læs mere: Fagboss: Rederier fravælger juniorofficerer
Han kan til gengæld godt nikke genkendende til, at danske juniorofficerer er for dyre:
- Det er jo noget, vi hører om og absolut også ser som en udfordring. Her er der efter vores opfattelse to veje, man kan gå: Den ene er at overveje, hvad vi kan gøre overenskomstmæssigt for at udjævne det, og det er jo i givet fald en forhandling, siger Jakob Ullegård og fortsætter:
- En anden ting, vi skal kigge på, er, hvad juniorofficererne får med i rygsækken. Vi har foreslået et gennemgående tjek af de maritime uddannelser, herunder navigatøruddannelsen. Målet må være at gøre de danske navigatørstuderende mere værd for rederierne. For én ting er at kigge på lønforhold, noget andet er hvis man kan øge juniorofficerernes værdi, som man fx har gjort for maskinmestrene, siger Jakob Ullegård.