I lyset af efterårets debat om de blå uddannelsers evne til at tiltrække de unge, ser vi heldigvis stor interesse for uddannelsen som skibsassistent på land.
Nordjyllands maritime industri blomstrer, og aktiviteterne for at tiltrække og fastholde arbejdskraft har høj prioritet.
Vi er derfor særligt glade for at kunne byde de første studerende velkommen på den grundlæggende maritime uddannelse på Martec Kragholmen.
Med den grundlæggende maritime uddannelse på land udbyder Martec nu alle de maritime uddannelser, hvad enten man vil være skibsassistent, HF- søfart, maskinmester, skibsmaskinist, skibsfører, kyst-, sætte- eller fiskeskipper.
En af de helt store fordele ved den nye bekendtgørelse for den grundlæggende maritime uddannelse er, at eleverne tilbydes et sammenhængende uddannelsesforløb, der åbner op til hele paletten af maritime uddannelser.
Tæt samarbejde alfa og omega
Den nye bekendtgørelse er etableret i et samarbejde mellem styrelser, uddannelsesinstitutioner og rederier. Rederiernes engagement i den løbende udvikling af uddannelserne er alfa og omega for uddannelsernes relevans.
Skibsassistenterne er i høj kurs og udgør en særdeles vigtig del af "fødekæden" til de danske navigatøruddannelser.
Navigatører går ofte på land - efter en årrække til søs - og tilfører uundværlig praktisk erfaring til den landbaserede del af Det Blå Danmark.
Martec tilskynder til dialog ved hvert år at invitere til en velbesøgt rederidag, hvor uddannelsens indhold drøftes - et af mange tiltag for at sikre at uddannelserne udvikles til erhvervets tilfredshed.
Praktik for skibsassistenter
Den ny bekendtgørelse introducerer, at sejltiden gennemføres som en praktikperiode. Det er en god idé, fordi eleverne fastholdes i branchen og får hjælp, så de ikke "giver op" og forlader uddannelsen/branchen, hvis praktikpladsen ikke kommer dumpende i første forsøg. De unge får dermed afprøvet livet til søs.
Martec har rigtig gode erfaringer med praktikforløbene fra maskinmesteruddannelsen, og vi tror, der opnås mange fordele ved indførelse af den sejlende praktik på den grundlæggende maritime uddannelse.
En praktikplads kvalificeres af uddannelsesinstitutionen, og praktikkontrakten indeholder en veldefineret plan, mål og opfølgning på fremdriften i elevens uddannelse. Det skaber sikkerhed og gennemskuelighed for eleven.
Kvalitetskontrol i praktikperioden betyder, at der er større sikkerhed for at nå de mål, som uddannelsesbekendtgørelsen foreskriver.
Ligeledes bidrager den løbende dialog med eleven til en kontrol af, hvordan han/hun har det og giver mulighed for at reagere, hvis eleven tænker på at springe fra - ligesom det giver feedback til rederierne om praktikpladsernes kvalitet.
Kontakten mellem skib, rederi og elev giver en unik mulighed for at støtte eleven i at tage en kvalificeret beslutning om, hvilket uddannelsesspor, der er det rette for ham eller hende.
Erhvervet har en forpligtelse
Skibsassistentuddannelsens succes og evne til at tiltrække og fastholde de unge afhænger af, at vi står sammen i branchen, og at rederierne bidrager med gode, strukturerede praktikpladsforløb.
Alle der vil, kan og er kvalificerede, skal have tilbudt en praktikplads! Vi noterer med glæde, at i særdeleshed Esvagt, som ansætter rigtig mange skibsassistenter, bliver større.
Vi har gennem mange år haft et tæt samarbejde, og rederiets folk dukker altid op, når Skoleskibet Danmark kommer hjem fra togt, og når vi har rederi- og erhvervsdage.
Branchen deltager i det hele taget aktivt i dialogen om at forbedre uddannelserne. Mange rederier deltager i Martecs Advisory Boards og bidrager herigennem til at sikre relevans og kvalitet i uddannelserne.
Karriere eller springbræt
Gennem de seneste år har vi set en stigning af skibsassistenter, der ønsker at læse videre.
Uddannelsen til skibsassistent er en selvstændig karriere eller et springbræt videre til både maskinmester-, skibsmaskinist og navigatøruddannelserne. Det er glædeligt, for skibsassistenterne bidrager positivt med praktiske indgangsvinkler til de teoretiske fag på de videregående uddannelser.
Debat: Skibsassistenten - en vigtig del af fødekæden til Det Blå Danmark
Med den grundlæggende maritime uddannelse på land udbyder Martec nu alle de maritime uddannelser. Skibsassistentuddannelsens succes og evne til at tiltrække og fastholde de unge afhænger af, at branchen står sammen