Hvis alt godt lader vente på sig, så vil anbefalingerne til en ny havnelov ramme lukt ned i virksomhedernes ønsker.
Det ekspertudvalg som transport-, bygnings og boligminister Ole Birk Olesen (LA) nedsatte i foråret i år skulle have været klar med deres rapport i september, men det arbejde er først færdigt til årsskiftet.
Forsinkelsen skyldes, at der fra starten ikke var afsat nok tid til arbejdet, forklarer Bjørn B. Christiansen, direktør i Danske Havne, der selv sidder i udvalget.
- Det var ikke realistisk at få arbejdet færdigt inden for den fastsatte tidsramme. Men det skrider planmæssigt frem, og der vil komme en model for, hvordan man løser konkurrencefladerne, så havnen stadig har et manøvrerum, mens virksomhederne kan drive deres forretning, siger han.
Offentligt opgavetyveri
Ekspertudvalget er blevet sammensat, så det repræsenterer både det kommunale, økonomiske og juridiske Danmark. Udvalget skal blandt andet se på, hvordan konkurrencen mellem offentlige og private virksomheder sker på fair, lige og konkurrencemæssigt forsvarlige vilkår, så sager om offentligt opgavetyveri ikke vil opstå fremover.
- Hele diskussionen om havnenes investeringer optager alle meget, så noget af det, vi skal finde en løsning på er, hvordan meget det offentlige som aktør må bevæge sig ind på et konkurrencepræget marked, siger Bjørn B. Christiansen.
Klar adskillelse
Når ekspertudvalget i slutningen af 2017 har afleveret sine anbefalinger skal ministeren tage stilling til, om han vil følge indstillingerne i sit lovforslag til en ny havnelov.
Hos Danske Havnevirksomheder håber næstformand Lars Jespersen, at anbefalingerne munder ud i en klar adskillelse mellem havn og havneoperatører.
- Jeg er tilhænger af, at havnene leverer infrastrukturen, mens virksomhederne skal kunne bruge havnene til at laste og losse skibene. Der er behov for en afklaring, for der har været for mange eksempler på, at havnene er gået ind på virksomhedernes forretningsområder og har tilbudt ydelser, der har ligget udenfor den nuværende havnelovs rammer, siger han.
Investeringer på hold
Den usikkerhed, der længe har været omkring, hvordan rammerne fremover bliver, kan have haft konsekvenser for branchen, påpeger Lars Jespersen.
- Det kan betyde, at nogle virksomheder har sat investeringerne på hold, siger han.
Jesper Sebbelin, sekretariatschef hos Danmarks Skibsmæglerforening, bakker op om, at forsinkelsen kan have sat investeringslysten på standby.
- Vi har talt meget om opgavetyveri på de offentlige havne, og derfor er det vigtigt, at vi med havneloven snart finder ro omkring rammerne. Sikre rammevilkår vil betyde, at erhvervslivet igen vil foretage investeringer, siger han.
Transportministeriet er ikke vendt tilbage på Søfarts henvendelse.