Antallet af danskejede skibe, der er solgt til ophugning i de sidste 12 måneder er på det højeste niveau siden 2009. Det viser tal fra årbogen Dansk Illustreret Skibsliste 2018, som udkommer december i år. Bogen giver hvert år en status på den danske handelsflåde per 1. oktober.
I perioden 1. oktober 2016 og frem til seneste månedsskifte er således 28 danske handelsskibe blevet enten solgt direkte til et ophugningsfirma eller til et selskab, der fungerer som mellemled mellem redere og ophugningsfirmaer. Dette er mere end tre gange niveauet i den foregående 12 måneders periode. Et lignende højt niveau forekom sidste gang i perioden 2008 til 2009.