23948sdkhjf

Verdens største sejlskib forliste i december 1928

Det var ØK’s stolthed. Og hele Danmarks. En femmastet skønhed med et sejlareal tre gange så stort som på skoleskibet ’Danmark’. Hun blev sidst set i Buenos Aires
I den danske sømandskirke i Buenos Aires hænger et historisk foto.

I kirken, der ligner en dansk landsbykirke midt i den gamle bydel San Telmo, ligger et bibliotek, klods op af selve kirkerummet. Det er her billedet hænger, ind af en trædør ved alteret.

Biblioteket er lidt af et skatkammer; det rummer tusindvis af gamle og nye danske bøger, som søfarende og turister har efterladt som donation til bibliotekets voksende samling i en bygning opført af det danske indvandringsmiljø i 1930’erne. Billedet er en donation til kirken. Det er et stort billede i sort og hvidt, og det hænger over for bibliotekets største reol, der når helt op til loftet.

Det viser besætningen på skoleskibet ’København’ i december 1928. Få uger før skibet forsvandt sporløst.

De unge mænd på billedet kigger direkte ind i kameraet. Deres uniformer sidder, som de skal. De smiler ikke, men ser beslutsomme ud. Man fornemmer stoltheden over at være ombord på verdens største sejlskib.

Skoleskibet ’København’ var et prestigeprojekt. ØK-stifteren H.N. Andersen var dybt involveret i projektet, og skibet blev søsat i 1921.

Det nåede altså at sejle i 8 år, og det var kendt i befolkningen som en stolthed for den gamle søfartsnation Danmark.

Forliset påvirkede efter sigende H.N. Andersen voldsomt. Ingen havde forestillet sig, at skibet ville gå ned, og at man aldrig fandt noget tegn fra skibet, og dermed ikke har kunnet fastslå omstændighederne nærmere, har givet grobund for mytedannelse. Ifølge Erik Jensens velresearchede 12 år gamle bog ’Skoleskibet København’, udgivet på Gads Forlag, kan man roligt afvise en række af myterne. Antagelsen er, at skibet er stødt på et isbjerg. Men en mulighed er også, at det under sejlføring er blevet overrasket af en storm.

I Adelaide på den australske sydkyst måtte de vente forgæves på at se ’Københavns’ berømte master.

Sidste kontakt med skibet var d. 22. december 1928, da besætningen rutinemæssigt meddelte, at man havde tilbagelagt 1.100 sømil. Mere hørte man aldrig til ’København’. Og det sidste billede af skibet hænger på et støvet bibliotek i Buenos Aires.


FAKTA: Skoleskibet 'København'

Skoleskibet ’København’ var en femmastet bark med en firecylindret dieselmotor fra B&W som hjælpemaskine

Det blev søsat 1921, og var verdens største sejlskib. Det sejlede for ØK, og havde en besætning på omtrent 60 mand, heraf 45 elever

Skibet blev bygget i Leith i Skotland. Det var 132 meter langt, 15 meter bredt og med sine 5.200 t.dv. stort nok til bl.a. at have elefanter om bord på rejser i eksotiske egne

Mastehøjden var 55 meter, og de 43 sejl havde et sejlareal på 4.645 m2 - knap tre gange så meget som skoleskibet ’Danmark’
’København’ var et prestigeprojekt og på skibets første rejse fra 26. oktober 1921 til 7. november 1922 var det selveste den tekniske direktør i ØK, baron Niels Juel-Brockdorff, som var kommandørkaptajn og dermed chef om bord

Skibet blev bestilt i 1913, og skroget stod klar i 1915, men som følge af Første Verdenskrig blev det ikke færdigbygget

Efter krigen blev et nyt skrog bygget efter de oprindelige tegninger, og skibet blev søsat d. 24. marts 1921

Under kaptajn Hans Ferdinand Andersen forsvandt skibet sporløst i december 1928 med 59 mand om bord efter at have forladt Buenos Aires med kurs mod Adelaide i Australien

Man fandt aldrig det mindste spor efter ’København’, og skibets forlis vedbliver at være et mysterium

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078