Kuldamperne skulle give ny storhed til St. Thomas
Havnen på St. Thomas udviklede sig under kolonitiden til en transithavn, hvor kuldampere sejlede i fast rutefart mellem Amerika og Europa kunne blive tanket op med blandt andet britisk og amerikansk kul
Foto: M/S Museet for Søfart.
Det var primært efterspørgslen på sukker, produceret af slavegjorte afrikanere, der i sin tid fik det officielle Danmark til at etablere sig på øerne blandt pirater og lykkeriddere fra andre nationer.
Men med slaveriets ophævelse i 1848 og et nyvundet kendskab til at udvinde sukker af de europæiske roer ændrede øernes betydning og status sig. Fra at have været en indbringende forretning med handel over Atlanten, blev de en udgift for kolonimagten Danmark.
I starten af 1900-tallet forlød det derfor fra København, at man måtte satse på andre forretninger og skaffe nye investeringer til øerne, hvis man atter ønskede balance i økonomien.
Dette indebar blandt andet, at danske embeds- og forretningsmænd arbejdede på at gøre havnen på St. Thomas til et moderne trafik- og handelsknudepunkt gennem etablering af en omfattende infrastruktur. Og sidenhen også til en særdeles populær havn for krydstogtskibe med dertil hørende forretningsliv til de købelystne turister.
Havneliv
Økonomisk set stod det helt galt til på øerne ved 1900-tallets begyndelse. Kort tid efter at amerikanerne forgæves havde forsøgt at købe øerne i 1902, nedsattes en kommission i Danmark, der via forskellige initiativer skulle skabe bedre balance mellem udgifter og indtægter på de tre øer. På samme tid stiftede en gruppe driftige mænd foreningen ”De danske Atlanterhavsøer”; en interesseorganisation, som skulle styrke forbindelserne mellem Danmark og de danske kolonier i Atlanten, nemlig Island, Færøerne, Grønland og De Vestindiske øer, med henblik på økonomisk udvikling. Blandt initiativtagerne var Østasiatisk Kompagnis (ØK) stifter, den indflydelsesrige H.N. Andersen. For netop at styrke båndene indsatte Andersen – som han havde lovet, hvis salget blev opgivet i 1902 – en pendulerende kuldamper mellem Danmark og St. Thomas.
Ukuelig
Drevet af en ukuelig tro på fremskridt og udvikling gennem massive investeringer så han muligheder i havnen på St. Thomas. Ikke mindst på grund af øens strategiske placering som en transithavn, hvor kuldampere i sejlads mellem Amerika og Europa kunne blive tanket op med blandt andet britisk og amerikansk kul. Funktionen som transithavn, forestillede Andersen sig, ville yderligere blive udvidet med udsigterne til åbningen af Panamakanalen, som gennemsejledes for første gang i 1914. Mulighederne for hurtig adgang til Stillehavet og til blandt andet Amerikas vestkyst skabte optimisme hos handelsmanden, som havde skabt sit stadigt voksende Østasiatiske Kompagni på netop skibsfart i Asien. Havnen i St. Thomas bliver i utallige beretninger lovprist som en rummelig og dyb naturlig havn, der med sin brede beskyttende bueform giver godt ly til søens skibe.
”I bunden af Havnen”, fortæller byens tidligere havnemester Møller, som også projekterede for Andersen, ”findes de mange rummelige Magasinbygninger, som i sin Tid bugnede af en Mangfoldighed af Varer fra alle Verdensdele og frembød en ret enestaaende Handelsomsætning; der fortælles, at der ikke levnedes Tid til at tælle Pengene, men at disse omsattes pr. Vægt. Nu staar de fleste af disse Lagerhuse tomme og øde, ventende paa bedre Tiders Komme.”
M/S Museet for Søfart i Helsingør markerer netop nu med særudstillingen ’VESTINDIEN REVISITED – i kølvandet på kuldampere og cruiseturister’ 100-året for salget af de vestindiske øer til USA.
