Når en jungmand gerne vil være en voksen mand

Møde med en slaveefterkommer













Videre til hovedstanden













Kort landgang









FortsættesTirsdag 3. februar 1959 kl. 22 havde jeg gennemført min første Panama-passage. Det var nemlig præcist der, hvor lodsen forlod ’Peruvian Reefer’ og vi satte kursen mod Ecuador. Det kunne næste morgen mærke, at vi var kommet lidt væk fra land og ud til søs. Der var en frisk brise og havet levede op til sit navn. Jeg havde nu en masse spørgsmål til flere af besætningsmedlemmerne om, hvordan det var i Port Bolivar, hvor vi skulle laste først. Jeg ville vide, hvordan det var med damer og den slags, jeg havde jo hørt lidt forskelligt på vejen over Atlanten, og jeg var fast besluttet på, at nu skulle jeg have min debut ind på de voksnes rækker, så jeg kunne kalde mig en fuldbefaren sømand. Jeg havde jo sagt farvel til mine venner og veninder med besked om, at jeg ikke kom hjem før efter flere år, så jeg syntes ikke, at jeg skulle stå til regnskab for nogen med, hvad jeg foretog mig. Jeg fik nogle gode tips af nogen af de andre om bord. Da jeg fik min hyrekontrakt fra J.L. havde jeg fået vekslet 500 kroner til 50 US dollars og resten til belgiske franc, så jeg havde lidt kontanter til en tur i land. Vi var efter et par dage til søs fortøjet kl. 20 i Port Bolivar. Det var en lille havn med en enkelt kaj lidt udenfor indsejlingen til Guayasfloden op til Guayaquil, Ecuadors største by. Vi var hurtigt indklareret og vi var tre fire stykker, der skulle en tur i land. Det var helt mørkt, men der var en, der kendte vejen op til den her lille by, hvor der var der et lille sted, hvor vi kunne få en cola rom. Jeg skriver netop cola rom, fordi Coca Cola var tre gange så dyr som Bacardi Rom på de kanter. Jeg lærte hurtigt, at drikken faktisk gik under navnet Cuba Libre. Der er røget nogen stykker indenbords gennem år og dag, og det var i mange år min yndlings drik. Jeg var slet ikke til øl, før jeg tre år senere var matros i ’Aslaug Torm’. Der var kun en pige på stedet, men hun sagde, at der var et sted ude på et lille vandløb, hvor der var musik og dans. Ud til stedet skulle vi gå på en smal træbro, så det var med ikke at træde ved siden af. Vel ude på stedet var der mange mennesker af begge køn, så vi blev placeret godt langt væk fra musikken, der var meget høj. Det varede ikke længe, før vi fik kvindeligt selskab. Efter et stykke tid ville to af selskabet på grund af pengenød gå om bord igen. Vi andre to holdt ud et stykke tid endnu, før jeg blev enig med mit kvindelige selskab at vi skulle gå hjem til hende. Jeg husker ikke navnet på pigen. Da vi kom hjem til hende, inde på fast grund, fik vi en kop kaffe og et stykke banankage. Hun fortalte nu at hendes forfædre mange generationer tilbage var kommet fra Afrika til Caribien for at skulle arbejde (slave) i plantager med frugt af mange slags. Hendes bedsteforældre var for flere år siden kommet til Ecuador for at arbejde i bananplantagerne, hvor hun selv havde arbejdet i Port Bolivar, siden hun var tretten år. Hun havde lige arbejdet i fem dage og havde nu to dage fri. De bananer vi skulle laste var klar, så dem havde hun ikke noget at gøre med, men efter os skulle der komme en svensk båd om et par dage. Hun snakkede lidt engelsk, blandet med en masse spansk, castalion, eller hvad det nu hed. Men ved hjælp af lidt fingersprog, lidt engelsk og skraldespansk, forstod vi hinanden. Jeg tænkte ved mig selv, at jeg måtte se og lære sproget. For det ville jeg sikkert få brug for de følgende år, og det lykkedes mig da også sådan til husbehov. Nu var vi så kommet til den mere alvorlige del af mit besøg, men det gik lige efter bogen, så detaljer skal jeg ikke komme ind på. Men hun vidste lige hvordan den skulle klares, jeg fik det jeg var kommet efter. Næste morgen efter kaffe og brød var det kontant afregning efter en god oplevelse, hvor vi begge var meget tilfredse. Jeg var i hvert fald formuleret et ærlig ment ”Mucho bien. Venido otra viaje”! (Mange tak. Vil gerne komme igen). Men selvom jeg kom til Port Bolivar seks gange senere, var jeg aldrig i land der mere på grund af arbejde. Vel tilbage på ’Peruvian Reefer’ var det tid til et bad og noget andet tøj og så en omgang god middagsmad og en halv time på sofaen. Kl. 13 var det agter og hjælpe med at bjærge trosserne og kurs mod selve Guayaquil, hvor vi ankrede kl. 17. Men vi skulle ikke begynde lastningen før kl. 06 næste morgen. Jeg skulle sammen med en matros være vagt i last nr. 3 fra 06 – 16. Jeg havde brugt 16 US dollar i Port Bolivar, så jeg ville ikke bruge nogen penge i land, men jeg ville lige en tur ind og se mig om, da det så ud til at være en stor by. Der var en lampe ved falderebet, der skulle tændes. Så kom der en lancha, en lille motorbåd, der sejlede os ind til land. Det tog ti minutter og kostede om dagen en US dollars og om natten to af slagsen. Det så ud til at være en hyggelig by med mange fine huse og forretninger. Der hvor vi kom ind til land var der noget park lignende bevoksning, her var der en lille flok mænd, der da gerne ville anvise os nogle restauranter og beværtninger.De kunne sandelig også vise os, hvor der var kvinder af en hver slags. Jeg og dem jeg fulgtes med skulle nu bare have en Cuba Libre eller et glas cerveza. Kl. 21 var jeg om bord igen, og så var det lige som om at køjen kaldte. Efter en god nats søvn var jeg klar ved 4 lugen. Der lå nemlig kabyssen lige ved siden af. Og det var her vi mødtes med bådsmand Henrich hver morgen, for at få at vide hvad vi skulle arbejde med den dag. Det vidste jeg sådan set godt. Kl. 06, skulle jeg sammen med en matros i 3 lugen, mens de andre to asp. skulle i 1 og 2 lugen. Det meste af underlasten var fyldt op i Port Bolivar, så da vi hurtigt var klar til at lukke, kom 2. styrmanden ned og så, hvordan vi trak de to temperaturfølerkabler ud over banan bananstokkene.