Hvad sker der lige i Nordatlanten?
SØFART KOMMENTAR: Farvandet omkring Island og Grønland er kendt for at være farligt at navigere i. Er det nu også ved at udvikle sig til et politisk-økonomisk uvejrscentrum af hidtil uset styrke?
Konklusion: Nej Tak!
Grønlandske trusler
Også lokalpolitik
Den islandske forbindelse
Der skal noget til, før man vælger at genaktivere en nedlagt flådestation på Grønland. Også selv om den bliver aktiveret som træningsstation i noget mindre omfang, end hvad Grønnedal var i sine velmagtsdage. Først og fremmest skal der jo nogen penge til. Og for at fremskaffe dem skal der magt bag. Samt stærk politisk vilje. I dette tilfælde er der uden tvivl storpolitik indblandet. Case: Et kinesisk selskab afgiver tilbud om at overtage faciliteterne i Grønnedal - angiveligt for at oprette en slags vagt ressortattraktion. Det afføder en prompte reaktion med en klar tommelfinger nedad fra København, formentlig med Washington i baggrunden. Den reaktion behøver man ikke være militær-politisk ekspert for at se årsagen til. Amerikanerne vil bryde sig meget lidt om at se Kina etablere et fodfæste i Grønland. Hvor uanseeligt det end måtte se ud i første ombæring. Men det er i virkeligheden slet ikke første ombæring. Kinesiske interesser har i årevis ihærdigt søgt fodfæste i Grønland. De har for eksempel inviteret grønlandske politikere fra selvstyret til Kina i stor stil og søgt at få indpas i den (hidtil) trængte grønlandske drøm om at blive verdens nye minecentrum. Nu er selvstyret i Grønland i realiteten lig med Naalaarkersuisut. Den grønlandske regering. Og den har tradition for gerne at ville agere enevældigt, når den først er valgt. Fra Naalaakersuisut er anti-Danmark retorikken fra særligt politikere som finans- og udenrigsminister (en magtfuld position for én person) Vittus Qujaukitsoq nået helt ud i verdenspressen - med slet skjulte trusler om ophævelse af Rigsfællesskabet, utålelig dansk arrogance, udsmidning af USA fra Thulebasen m.v. Som meget nationalt tænkende udenrigsminister er det måske en berettiget holdning at iagttage. Men som finansminister og ”modtager” af milliarderne fra Danmark i årlige tilskud kan det være lidt svært at se ræson i. Med mindre hr. Qujaukitsoq har fået en ide om, at der kan dukke erstatningsmidler op - et sted fra. Herunder til landets og regeringens underhold. Retableringen af Grønnedal skal dog ikke kun ses som en delakt i det storpolitiske magtspil. Den drejer sig - også - i høj grad om nordatlantisk lokalpolitik. Og selvstændighedsdrømme. Ikke bare på Grønland, men også på Island. På Island er man meget selvstændige og har været det politisk siden 1944. Men også økonomisk ærgerrige. Og dygtige - nogen gange lidt vel dygtige vil nogen måske sige - til at tjene penge på blandt andet (bank)serviceydelser. Eksempelvis er det store islandske rederi Eimskip gået i kompagniskab med det grønlandske selvstyre-ejede Royal Arctic Line om at drive nordatlantisk fragtfart sammen. Fornuften i aftalen mellem Eimskip og Royal Arctic Line (RAL) kan der formentlig argumenteres forretningsmæssig udmærket omkring. Stordrift og driftsmæssige fordele er blandt pointerne. Interessant i den sammenhæng er også, at Eimskip i sommer indgik en såkaldt Energy Management Solutions-aftale med managementselskabet Marorka. Sidstnævnte er Islandsk-baseret på papiret, men forgrenet langt ud i verden. Og nu med eget træningscenter i Shanghai, hvor man vil uddanne kinesere til at sørge for energieffektiviteten - herunder formentlig også på de kommende kinesisk byggede Eimskip/RAL-enheder. Og nu har samme Marorka så også formået at lande det store kinesiske statsrederi Cosco Shipping Lines om en tilsvarende aftale. Imponerende gået af et lille nordatlantisk managementselskab. Den type samarbejdspartnere har kineserne ellers nok mulighed for at finde en hel del billigere og tættere på Beijing. Ser man en sammenhæng?
BREAKING