23948sdkhjf

Mærsk/ugebrev: Skou genskaber tillid - nu kommer det svære

Den relativt nye topchef i A.P Møller-Mærsk, Søren Skou, har foreløbig genskabt tilliden til A.P. Møller-Mærsk. Efter den forgangne uges kapitalmarkedsdag var aktien steget 44 pct. på et halvt år. Mærsk-toppen skal nu levere fremragende eksekvering af mange vanskelige strategiske opgaver.

Det skriver Økonomisk Ugebrev Formue.

- Den forgangne uge blev en triumf for A.P. Møller-Mærsks nye topchef Søren Skou og hans CFO og chefstrateg, Jakob Stausholm. Efter at koncernens hold af nye topledere havde forklaret deres strategi på en kapitalmarkedsdag steg aktiekursen med cirka 9 procent i løbet af to dage, skriver ugebrevet.

Læs også: Mærsk vil levere varen fra dør til dør

Dermed har Søren Skou foreløbig formået at genskabe tilliden til koncernen.

- Da han tiltrådte 23. juni i år var aktiekursen blevet mere end halveret siden begyndelsen af 2015. Nu har aktien genvundet en god del af det tabte, konstaterer ugebrevet.

Fremgangen for Mærsk-aktien kan ifølge ugebrevet kun til dels forklares med en generel stigning for shipping- og olieaktier.

Fire store opgaver for Mærsk-toppen

Lanceringen af den nye ledelse og nye planer har haft effekt. Men samtidig er det ifølge ugebrevet klart, at de virkeligt store opgaver forestår.

Der peges konkret på fire ting:

- For det første skal fire virksomheder, der hidtil har været næsten selvstændige, nemlig Maersk Line, APM Terminals, Damco og Svitzer, integreres i en sammenhængende og mere moderne transport- og logistikorganisation, og den proces skal give milliarder i synergigevinster.

- For det andet skal et meget stort opkøb, Hamburg Süd, samtidig integreres hurtigt og effektivt i denne organisation.

Læs også: Mærsk: Vi skal ikke investere i transportkapacitet

- For det tredje skal A.P. Møller-Mærsk med udspaltningen eller salget af de energirelaterede virksomheder, Maersk Oil, Maersk Drilling, Maersk Tankers og Maersk Supply Service gennemføre Danmarkshistoriens største og mest komplicerede virksomhedshandel. Der skal ske frasalg, børsnotering, joint venture eller fusion af hver af energivirksomhederne, samtidig med at A.P. Møller-Mærsks unoterede ejer, A.P. Møller Holding, så vidt muligt beholder afgørende indflydelse i de udspaltede virksomheder.

- For det fjerde har Søren Skou stillet i udsigt, at overkapaciteten i containerbranchen kan være nedbragt betydeligt i 2022. Det skal gerne ske.

/ritzau/FINANS
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109