23948sdkhjf

Mærsk/Sydbank: Stillehavsønske opfyldt med Hyundai-aftale

Hyundai bliver ikke fuldgyldigt indlemmet i 2M-alliancen, som Maersk Line indgår i sammen med MSC. I stedet er der tale om et strategisk samarbejde
Maersk Line har tydeligvis haft overhånden i forhandlingerne med sydkoreanske Hyundai Merchant Marine. Og A.P. Møller-Mærsks containerrederi har derfor fået det, som rederiet kom efter, mener analytiker ved Sydbank Mortens Imsgaard.

Hyundai bliver nemlig ikke indlemmet som fuldgyldigt medlem af alliancen 2M, som Maersk Line indgår i sammen med MSC. I stedet er der tale om et strategisk samarbejde, som giver 2M mere volumen i Stillehavet.

- Maersk Line og MSC har fået det, som de gerne vil have det, mens Hyundai ikke fik det, det kom efter, nemlig et mere fuldbyrdet partnerskab, siger Morten Imsgard.

- Maersk får gavn af aftalen med øget eksponering hen over Stillehavet, men samtidig får man holdt Hyundai i armslængde, nok i erkendelse af at mange kunder har været bekymret for, at man vil indgå i partnerskab med et rederi, som er finansielt vakkelvorn i øjeblikket, fortsætter han.

Burde ikke have behov for andre

Maersk Line og MSC er henholdsvis verdens største og næststørste containerrederi, men Hyundai kunne med ruter i Stillehavet opfylde et helt specifikt ønske for alliancen, forklarer Morten Imsgard.

- 2M har ikke ret stor volumen i Stillehavet, og det har måske også været eneste grund til, at man har villet indlede samtaler med Hyundai. Reelt set burde de ikke have behov for at indlemme andre, mener Morten Imsgard.

Analytikeren peger på, at kundernes bekymringer kan henføres til situationen for et par måneder siden, hvor en masse varer strandede, da ligeledes sydkoreanske Hanjin gik i betalingsstandsning.

- Det ville have været problematisk at have taget et delvist nødlidende rederi som Hyundai med. Så et mere løst partnerskab er en god løsning. Hyundai har ikke haft mange andre muligheder og måtte tage, hvad de kunne få, vurderer Morten Imsgard.

Samarbejdet mellem 2M og Hyundai Merchant Marine betyder deling af forskellige ruter, mens Maersk Line og MSC også overtager chartringen af en stribe skibe, som ellers nu er indchartret hos Hyundai.
Aftalen skal efter planen træde i kraft i april næste år, men er betinget af myndighedernes godkendelse. Samarbejdet er aftalt til foreløbigt at vare tre år.

/ritzau/FINANS
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.187