Vær velkommen her om bord

Gamle kæmper













Om bord





















Welcome colleague



















Fra for til agter















FORTSÆTTESDet var en smuk 2. juledag 1987, jeg fik fornøjelsen af at se Gøteborg lidt fra oven. Eller rettere det smukke svenske vinterlandskab et stykke fra byen, eftersom Landvetter lufthavn ligger i nogenlunde samme afstand fra Gøteborg, som Tirstrup gør fra Aarhus. Men det var der intet effektivitetsproblem i for agenten, der naturligvis stod klar til at køre mig hele vejen ud til containerterminalen i havnen – og videre op mod hjemsted og arbejdsplads for de næste fem måneders tid. ’Falstria’ så jo sådan set meget nydelig ud. Jeg havde kun set den kort en gang før, da jeg som aspirant på ’Siena’ rendte sammen med den et sted på vestkysten af USA. Men her nåede jeg faktisk et kort ophold om bord, da jeg hjalp min ommønstrende aspirantkollega (han skulle hjemover på billigste måde) med at flytte sit habengut. Og jeg må indrømme, at jeg fandt det aspirantkammer, han fik tildelt, kvalitetsmæssigt langt under, hvad jeg boede i på ’Siena’. Så jeg frygtede det værste, da jeg entrede gangvejen. ’Men ’Falstria’ og søsterskibet ’Meonia’ var med deres 16-17 år på bagen også de to ældste konceptbyggede containerskibe i den danske handelsflåde – og blandt nogle af de ældste i verden for den sags skyld. Det var jo i de dage, da den glade box-fart for alvor begyndte at tage fart. Og ØK var altså meget hurtigt med på beatet, idet man i Kompagniet så den type skibe som oplagte enheder at sætte ind på rederiets hæderkronede US westcoast-fart. Derovre havde en vis Malcolm McLean (stifter af bl.a. rederiet Sea-Land) for længst sat fart i selve containeriseringen. Så man var vant til at se firkantet på tingene i shipping. Søsterskibet var stukket af på andre opgaver for rederiet, men ’Falstria’ holdt ved helt frem til 1989, hvor det røg en stund til Fjernøsten som ’JSS Falstria’ – da nedgraderet til feederskib med sin anno 1989 beskedne kapacitet på 1.066 TEU. Men 1.066 TEU var altså i 1971 et stort skib. Og rent tonnagemæssigt, og hvad angår længde, bredde osv., var det faktisk også anno 1987 ganske pænt stort i forhold til nyere containerskibe med samme kapacitet. Her var pladsen så bare langt bedre udnyttet, end hvad man fik tegnet sig frem til hos Kompagniet og på Nakskov Skibsværft i 1970 stykker. For så vidt angår designet, var der bl.a. rigtig god plads mellem bays’ene, så man relativt ubesværet kunne komme omkring.Et faktum, som jeg senere på ’Meonia’ under en tur på Afrika satte stor pris på, når man skulle kravle op og ned ad stack’ene for at kontrollere, om twistlocks sad rigtigt i – eller overhovedet var sat i... Men den tid den glæde. Nu var det altså ’Falstria’, det gjaldt. Jeg er ikke fan af notes- eller dagbøger. Så jeg har ikke noteret navne ned på længst agterudsejlede skibskammerater. Jeg hylder stort set princippet om ”ingen nævnt – ingen glemt”. Med undtagelse af bl.a. et par kaptajner, jeg kan finde navnene på i søfartsbøgerne. Men jeg kan huske episoder, så det kan være, en og anden kan huske sig selv imellem mine svingture i erindringen. Og kaptajnen på ’Falstria’ var en flinker mand, som jeg husker det. Og ikke bleg for at sætte en ung styrmand i arbejde, som jeg fik syn for sagn for, da vi havde rundet Trubaduren (berømt fyr i Skærgården ved indsejlingen til Gøteborg) for udgående. Men ellers var det lige først at få sagt halløj til en matros og bådsmand, jeg mødte i sidegangen. Og få spurgt om, hvor jeg kunne hitte en 2. styrmand, jeg skulle afløse. Det var ikke nogen, jeg havde mødt før i rederiet (der var ellers mange faste snesejlere, som det vel vides). Men de hilste skam pænt og fik sendt mig på nogenlunde ret vej. To sekunder efter var det så selveste overmanden, jeg rendte ind i. Og så var også den introduktion jo hurtigt overstået. Jeg fik lige stukket den i hovedet med, at jeg vist var ventet dagen i forvejen. Men efter en behørig undskyldning var den sag så glemt. Også han var lige ud ad landevejen, som jeg husker ham. Så op til telegrafisten og aflevere papirer og lige stikke hovedet forsigtigt ind i skibets fornemste suite for at se, om kaptajnen var hjemme. Det var han vist med et par jakkesæt med mapper på besøg, så vidt jeg husker. Så det var et hurtigt: ”Vel ankommet, undskyld forsinkelsen...” og så videre ud i en ny verden. Eller delvist ny. Rutinerne kendte jeg jo. Men stillingen var jo unægtelig ny. Så var det min ivrigt ventende kollega. Og det var til min overraskelse en ganske ung englænder, der sad og vred fingre på kammer de luxe. Storsmilende, da han så mig og sin sparsomt ventende frihed i en og samme mand. Han skulle nemlig snart starte på navigationsskolen hjemme i UK igen. Derovre kørte de – i hvert fald dengang – et system med, at man skulle ud og have sejltid som yngste styrmand efter sin junioreksamen. Og så tilbage til skolebøgerne. Og han var altså af årsager, jeg har glemt, havnet i ØK. Men før han kunne skynde sig på juleferie, skulle jeg jo have en grundig overlevering. Det var lige over middag, så vi havde i princippet næsten frem til klokken 18 – eller afgang. Afhængigt af, hvad der kom først. Uanset hvad, skulle jeg jo enten på vagt på dækket eller ned og være klar agter, mens han kunne tage den på gelænderet ned ad gangvejen. Men vi nåede det skam i nogenlunde ro og mag. Han selv gik klart mest op i arbejdet på broen og forekom ikke som den mest praktisk anlagte ude på dæk. Men jeg regnede med, at det kunne jeg nok bedre suge op med dæksbesætningens og mine ældre kollegers hjælp. Så jeg fik bl.a. en meget grundig gennemgang af korrekte rettelsesprocedurer for søkort, fyr- og radiobøger: Og det var faktisk ikke uden grund, at den del af overleveringen fik en særlig grundig gennemgang. Forude ventede jo sandsynlige besøg af inspektører fra US Coast Guard – datidens Port State Control i egen særegne udgave. Han var faktisk selv blevet taget i at mangle en rettelse omkring et fyr oppe på nordøstkysten af staterne. Fy fy. Meget slemt! Også selv om skibet jo beviseligt lå i fast fart på vestkysten og ikke kom Cape Hatteras osv. nærmere end Windward Passage.