Riggen mørner, og bundmalingen skaller af. Borebillerne bider sig igennem skroget, og støvet lægger sig tungt på de små sejl. Kirkeskibene glemmes og sygner hen under de hvælvede kirkelofter, og med forfaldet bliver de mange levn fra gammel søfartstid ødelagt.
Det forklarer kirkeskibsbygger Fritz Jørgensen, der i mange år har bygget og restaureret kirkeskibe.
”Mange gange opdager man først, at man har et kirkeskib, når det er nedtaget til kølhaling. Man kan se, at der mangler et eller andet,” siger han.
Danmark er landet med flest kirkeskibe. Der er cirka 1.300 modelskibe fordelt rundt i landets kirker. De gemmer på mange historier om danske forlis, taknemmelige hjemvendte søfarende og særlige traditioner for skibsbyggeri. Man kan også være heldig at finde dokumenter med hele skibets historie inde i skroget, fortæller Fritz Jørgensen. Derfor er vedligeholdelsen af skibene nødvendig for at bevare et stykke dansk national skibshistorie, mener han.
Fra naivistiske joller til store fuldriggere
Kirkeskibene er traditionelt blevet foræret til kirker af søfolk. De havgående gaver blev givet for at udsmykke kirkerummet og var taknemmelighedsgaver fra søfarende, der ville takke Gud, for at blive frelst på havet. Andre var mindegaver for de skibe og deres besætninger, der blev taget af havet. En del af skibene blev bestilt i testementer og af enkeltpersoner, af folk både med og uden tilknytning til søfarten. Sådan kommer flere af de kirkeskibe, der bygges i dag op at hænge i de danske kirker, for flåden vokser stadig.
Kirkeskibene var tit bygget af søfolkene selv, som lavede dem når de sejlede, eller sammen med deres knægte når de var hjemme fra havet. Så lærte de også hvordan skibene hang sammen, og kunne lege med de mindre skibe, der tit var en model af de skib deres far sejlede på. De skibe kan man kende i dag, fordi de har blykøl, så de kunne bruges til at sejle med af søfolkenes knægte.
I officersmessen på krigsskibene stod der modeller af det skib der sejlede, og de små miniature blev brugt til at undervise de unge kadetter i sejlsætning, sejlmanøvre og bedre kendskab til det skib de sejlede på. Der er historier om skibe der går ned, hvor skolemodellerne driver i land og ender under kirkeloftet i den lokale kirke, fortæller Fritz Jørgensen.
Kirkeskibstraditionen stammer tilbage, fra dengang Danmark var katolsk. Modelskibene blev givet til kirken som votivgaver fra de lokale søfolk og skulle udsmykke kirken. Da Danmark blev protestantisk, og alt pynt og glimmer skulle ud af kirkerne, insisterede søfolk på, at skibene skulle have lov til at blive hængende. Der var for mange særlige traditioner forbundet med dem, til at man bare kunne lade dem sejle i egen sø, så at sige. Skibene fik en ny religiøs betydning. De er altid hængt op, så deres stævn vender mod øst. Skibet blev et symbol på mennesket, der altid skal sejle mod sikker havn. Altså gud.
Restaurering med respekt
Med en restauratøruddannelse og en godt beskrevet søfartsbog i køjesækken har Fritz Jørgensen restaureret mange kirkeskibe. Det kan tage sin tid.
”Skibet skal ikke bare have en omgang syrebad og så noget frisk maling. Så ødelægger man alle de historiske levn,” siger han.
Når kirkeskibet skal restaureres, skal det altså gøres med stor respekt og varsomhed for det arbejde der engang er lagt i at få det lille skib op at hænge første gang. Fritz Jørgensen har fundet breve, the og tobak og sågar en fuglerede inde i skibene.
Med en miniature reberbane har han slået reb i den helt rigtige størrelse og i det rigtige materiale, så skibet kunne få lov til at bevare den rig det var født med, i stedet for en af færdigkøbt nylonsnor.
Ingen tager ansvaret
Som lovgivningen er nu, er det ikke nogen der fører tilsyn med skibene, og renoveringen er overladt til menighedsrådene, men det bliver ofte nedprioriteret, i forhold til andet vedligehold af kirkerummet.
Siden 1945 har Handels- og Søfartsmuseet ført tilsyn med de danske kirkeskibe og registreret de forskellige skibsmodeller. Men det er slut nu. Der er ikke flere penge tilbage i puljen, og der er ikke flere på vej. Fritz Jørgensen sender stadig kopier af alle de dokumenter han finder inde i skibene videre til museet, så der foreligger en eller anden form for mere eller mindre struktureret dokumentation.
Det er stadig mulig at få hjælp til restaureringen ved at kontakte enten Handels- og Søfartsmuseet eller Marstal Søfartsmuseum, men det er på eget initiativ fra de enkelte menighedsråd, og de skal selv betale. Marstal Søfartsmuseum tager sig af skibene i dag med Fritz Jørgensen som deres mand, men meget få kirker er klar over, at det er muligt at få skibene repareret, og hvorfor det er vigtigt for at bevare den kulturarv skibene gemmer på, mener Fritz Jørgensen, der altid er klar til at give et uforpligtende tilbud, hvis man vil have sit skib restaureret.
Søfarts- eller kirketradition
Hos Handels- og Søfartsmuseet vil man gerne rådgive menighedsrådene om hvad de skal stille op med deres kirkeskibe, men noget egentlig ansvar for det historiske har man ikke på museet fortæller museumsinspektør, Thorbjørn Thorup.
”Der arbejdes i øjeblikket på at placere ansvaret for kirkeskibene hos for eksempel Nationalmuseet, men vi ved endnu ikke hvor det ender, eller hvornår det besluttes,” siger han.
Han regner med at de enkelte menighedsråd stadig kommer til at stå med stillingstagen til, hvad der skal ske med deres kirkes skib. Skibene er jo i ligeså høj grad et religiøst symbol, som en del af den danske søfartshistorie, så skibene kan risikere at kæntre mellem de to, kirketradition og søfartstradition, siger han.
Indtil da kan skibe sygne hen over hovederne på de danske kirkegængere. Det kæmper Fritz Jørgensen for at undgå med Marstal Søfartsmuseum i ryggen. Med pincet og dedikation giver han de kirkeskibe, han kan få fingrene i, en velkommen overhaling.
Det forklarer kirkeskibsbygger Fritz Jørgensen, der i mange år har bygget og restaureret kirkeskibe.
”Mange gange opdager man først, at man har et kirkeskib, når det er nedtaget til kølhaling. Man kan se, at der mangler et eller andet,” siger han.
Danmark er landet med flest kirkeskibe. Der er cirka 1.300 modelskibe fordelt rundt i landets kirker. De gemmer på mange historier om danske forlis, taknemmelige hjemvendte søfarende og særlige traditioner for skibsbyggeri. Man kan også være heldig at finde dokumenter med hele skibets historie inde i skroget, fortæller Fritz Jørgensen. Derfor er vedligeholdelsen af skibene nødvendig for at bevare et stykke dansk national skibshistorie, mener han.
Fra naivistiske joller til store fuldriggere
Kirkeskibene er traditionelt blevet foræret til kirker af søfolk. De havgående gaver blev givet for at udsmykke kirkerummet og var taknemmelighedsgaver fra søfarende, der ville takke Gud, for at blive frelst på havet. Andre var mindegaver for de skibe og deres besætninger, der blev taget af havet. En del af skibene blev bestilt i testementer og af enkeltpersoner, af folk både med og uden tilknytning til søfarten. Sådan kommer flere af de kirkeskibe, der bygges i dag op at hænge i de danske kirker, for flåden vokser stadig.
Kirkeskibene var tit bygget af søfolkene selv, som lavede dem når de sejlede, eller sammen med deres knægte når de var hjemme fra havet. Så lærte de også hvordan skibene hang sammen, og kunne lege med de mindre skibe, der tit var en model af de skib deres far sejlede på. De skibe kan man kende i dag, fordi de har blykøl, så de kunne bruges til at sejle med af søfolkenes knægte.
I officersmessen på krigsskibene stod der modeller af det skib der sejlede, og de små miniature blev brugt til at undervise de unge kadetter i sejlsætning, sejlmanøvre og bedre kendskab til det skib de sejlede på. Der er historier om skibe der går ned, hvor skolemodellerne driver i land og ender under kirkeloftet i den lokale kirke, fortæller Fritz Jørgensen.
Kirkeskibstraditionen stammer tilbage, fra dengang Danmark var katolsk. Modelskibene blev givet til kirken som votivgaver fra de lokale søfolk og skulle udsmykke kirken. Da Danmark blev protestantisk, og alt pynt og glimmer skulle ud af kirkerne, insisterede søfolk på, at skibene skulle have lov til at blive hængende. Der var for mange særlige traditioner forbundet med dem, til at man bare kunne lade dem sejle i egen sø, så at sige. Skibene fik en ny religiøs betydning. De er altid hængt op, så deres stævn vender mod øst. Skibet blev et symbol på mennesket, der altid skal sejle mod sikker havn. Altså gud.
Restaurering med respekt
Med en restauratøruddannelse og en godt beskrevet søfartsbog i køjesækken har Fritz Jørgensen restaureret mange kirkeskibe. Det kan tage sin tid.
”Skibet skal ikke bare have en omgang syrebad og så noget frisk maling. Så ødelægger man alle de historiske levn,” siger han.
Når kirkeskibet skal restaureres, skal det altså gøres med stor respekt og varsomhed for det arbejde der engang er lagt i at få det lille skib op at hænge første gang. Fritz Jørgensen har fundet breve, the og tobak og sågar en fuglerede inde i skibene.
Med en miniature reberbane har han slået reb i den helt rigtige størrelse og i det rigtige materiale, så skibet kunne få lov til at bevare den rig det var født med, i stedet for en af færdigkøbt nylonsnor.
Ingen tager ansvaret
Som lovgivningen er nu, er det ikke nogen der fører tilsyn med skibene, og renoveringen er overladt til menighedsrådene, men det bliver ofte nedprioriteret, i forhold til andet vedligehold af kirkerummet.
Siden 1945 har Handels- og Søfartsmuseet ført tilsyn med de danske kirkeskibe og registreret de forskellige skibsmodeller. Men det er slut nu. Der er ikke flere penge tilbage i puljen, og der er ikke flere på vej. Fritz Jørgensen sender stadig kopier af alle de dokumenter han finder inde i skibene videre til museet, så der foreligger en eller anden form for mere eller mindre struktureret dokumentation.
Det er stadig mulig at få hjælp til restaureringen ved at kontakte enten Handels- og Søfartsmuseet eller Marstal Søfartsmuseum, men det er på eget initiativ fra de enkelte menighedsråd, og de skal selv betale. Marstal Søfartsmuseum tager sig af skibene i dag med Fritz Jørgensen som deres mand, men meget få kirker er klar over, at det er muligt at få skibene repareret, og hvorfor det er vigtigt for at bevare den kulturarv skibene gemmer på, mener Fritz Jørgensen, der altid er klar til at give et uforpligtende tilbud, hvis man vil have sit skib restaureret.
Søfarts- eller kirketradition
Hos Handels- og Søfartsmuseet vil man gerne rådgive menighedsrådene om hvad de skal stille op med deres kirkeskibe, men noget egentlig ansvar for det historiske har man ikke på museet fortæller museumsinspektør, Thorbjørn Thorup.
”Der arbejdes i øjeblikket på at placere ansvaret for kirkeskibene hos for eksempel Nationalmuseet, men vi ved endnu ikke hvor det ender, eller hvornår det besluttes,” siger han.
Han regner med at de enkelte menighedsråd stadig kommer til at stå med stillingstagen til, hvad der skal ske med deres kirkes skib. Skibene er jo i ligeså høj grad et religiøst symbol, som en del af den danske søfartshistorie, så skibene kan risikere at kæntre mellem de to, kirketradition og søfartstradition, siger han.
Indtil da kan skibe sygne hen over hovederne på de danske kirkegængere. Det kæmper Fritz Jørgensen for at undgå med Marstal Søfartsmuseum i ryggen. Med pincet og dedikation giver han de kirkeskibe, han kan få fingrene i, en velkommen overhaling.
BREAKING