23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Søfart
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Sommersejlads kan skabe bedre ingeniører

DTU Mekanik har i løbet af sommeren haft fire maritime ingeniørstuderende ude at sejle med DFDS. En mulighed, der kan give de studerende en ekstra praktisk ballast til teoristoffet fremover.
Mens de fleste studerende brugte deres sommerferie på afslapning, festivaller og ferieture, valgte fire maritime ingeniørstuderende fra DTU i stedet at trække i kedeldragt og sikkerhedssko for at komme ud og opleve livet om bord på et skib. Via en aftale mellem DTU Mekanik og DFDS har de studerende nemlig haft mulighed for at komme på medsejlads, hvor de fik mulighed for at deltage aktivt i den daglige arbejdsgang om bord på et skib og samtidig undervejs på turen arbejde med et selvvalgt ingeniørprojekt.



To af de studerende, der har været ude at sejle med DFDS, var Thit Sonne og Christian Nielsen, der var om bord på henholdsvis passagerskibet King Seaways og fragtskibene Begonia Seaways og Ficaria Seaways.



Fra mund til mund til en del af uddannelsen



Medsejladsen er ikke noget egentligt kursus på DTU, forklarer Ingrid Marie Vincent Andersen fra DTU Mekanik, men er derimod en mulighed for de studerende for at komme ud at sejle. Den uformelle ordning har været populær hos de studerende, som har videregivet muligheden til hinanden via mund til mund-metoden, og indtil nu har de studerende selv skullet henvende sig hos deres underviser, hvis de kunne tænke sig at komme ud at sejle.



”DTU har gennem mange år ad hoc sendt de maritime skibsingeniørstuderende ud på forskellige rederier og skibe, men der har ikke været nogen faste procedurer,” forklarer Ingrid Marie Vincent Andersen, der også fortæller, at DTU arbejder på at gøre medsejlads til et formelt kursus på DTU.



”Vi vil gerne gøre medsejlads til en formel del af den maritime ingeniøruddannelse på DTU, så vi kan give alle de maritime studerende muligheden for at komme ud at sejle i løbet af deres uddannelse. Det er vores håb, at vi kan trække flere til uddannelsen, hvis denne mulighed bliver gjort til en synlig del af studieplanen, som et egentligt kursus."



Vibrationer og bovvisir



Thit, der var om bord på King Seaways, der sejler mellem IJmuiden og Newcastle, var sammen med en medstuderende i to uger, hvor hun fik mulighed for at opleve arbejdsgangen om bord på et passagerskib.



”Jeg havde ingen forventninger til turen ud over, at jeg skulle ud og se alt, hvad der foregik på skibet, og ville være med til så meget som muligt. Vi havde hver dag planlagt forskellige ting, så vi fik både lov til at sidde og isolere rør neden under dørken i maskinen, og også til at se på, når besætningen åbnede bovvisiret, når skibet lagde til. Det var lækkert at få lov til at se de forskellige funktioner om bord, som vi har lært om på DTU.”



Samtidig med at hun fik set, hvordan dagligdagen på et skib fungerer, blev der også tid til at arbejde med skibets dataindsamlings og -logningssystem, hvilket var den specifikke opgave, hun og hendes medstuderende havde valgt. Her kiggede de på, hvilke data der bliver logget om bord, hvad disse kan bruges til, og hvad der eventuelt er af fejl og mangler.



Også Christians medsejlads, der foregik hen over tre uger, først en enkelt uge på Begonia Seaways og derefter to på søsterskibet Ficaria Seaways, gik, som han havde håbet på. På begge skibe fik han mulighed for at se nærmere på især maskinen, hvilket han satte stor pris på.



”Det var relativt nye skibe, vi var på, og de fungerede godt. Besætningens arbejde om bord bestod meget i inspektions- og kontrolarbejde, hvilket har givet et godt overblik over, hvordan den daglige kontrol i maskinen fungerer. Vi fik selvfølgelig også lov til at få olie på fingrene og blive beskidte ved f.eks. at skifte nogle filterblokke,” fortæller Christian, der sammen med en medstuderende som sit studieprojekt foretog vibrationsmålinger forskellige steder om bord og sammenholdt resultaterne med lovgivningen for vibrationsniveauet i forskellige dele af skibene.



Inspiration til alle



Mens DTU i flere år har sendt studerende på medsejlads, er det i år første gang, DFDS er med 'om bord' på projektet. Men samarbejdet med DFDS passer ifølge Ingrid Marie Vincent Andersen perfekt til DTU’s behov.



”Skibene sejler nærmest rundt i vores baghave, så det er ikke nødvendigt for de studerende at tage til Singapore eller et andet eksotisk sted, hvor det koster en formue at flyve dem hen. De fleste af DFDS’ skibe opereres på relativt korte ruter, hvilet giver de studerende mulighed for at være med til mange laste/losseoperationer. Desuden har DFDS en moderne flåde, og man har kontorer her i København, og de har rigtig gode forudsætninger for at tage studerende med om bord og definere relevante projekter for dem at beskæftige sig med under sejladsen.”



Også i DFDS er der tilfredshed med samarbejdet, der både hos kommunikationschef Gert Jakobsen og teknisk chef Kasper Moos høster rosende ord.



”Det giver helt ny inspiration for en besætning at få et ungt menneske ud, der stiller nye spørgsmål og har nye vinkler på tingene. Og så er det sød musik i vores ører, når vi hører de studerende sige, at de har fået endnu mere interesse for det maritime bagefter,” fortæller Gert Jakobsen og bliver bakket op af Kasper Moos.



”Ting, vi egentlig godt vidste, men som i dagligdagen bliver glemt, kommer frem, når der kommer nogen udefra, der begynder at stille spørgsmål,” fortæller Kasper Moos. ”Det tvinger os til en tankeproces, hvor vi ikke bare tager ting for givet. Samtidig tror jeg også, at det styrker de studerende ved at gøre teorien, de kender fra DTU, mere håndgribelig. Det giver dem en erhvervsrelevans, når de har denne form for indsigt i den virkelige verden, og teorien lige pludselig kan perspektiveres, og de kan se, at den i praksis rent faktisk holder vand.”



Ingen hovsa-løsninger fremover



Hos Thit og Christian har oplevelserne væk fra skolebænkens teoretiske tilgang også tydeligt fungeret som et friskt pust til deres fremtidige ingeniørarbejde. Og de mener begge, at de kan tage noget med fra sejladsen, tilbage til DTU’s undervisningslokaler.



”Som maskiningeniør med interesse for skibsmotorer kan man ikke til hverdag gå ud og kigge på en skibsmotor. Så det er en helt uvurderlig oplevelse at se, hvordan det hele fungerer 'in action'. Hvordan besætningen arbejder sammen, hvorfor skibet er bygget præcist som det er, osv.,” forklarer Thit, der får et enigt nik fra Christian.



”Det har givet et virkelig godt overblik, og givet en masse indsigt. Der findes ikke noget på et skib, der ikke er der af en grund. Jeg tror ikke, man kommer til at lave nogen hovsa-løsninger på uddannelsen fremover, fordi man nu har fået den form for indsigt,” forklarer Christian, der efter at være vendt tilbage fra de tre uger hos DFDS har fået endnu et skub i den maritime retning.



”Jeg har overvejet noget inden for offshore, og det har jeg nok bevæget mig lidt længere væk fra nu, fordi jeg er kommet tættere på skibe efter at have været ude og sejle med et. Det har helt klart 'boostet' mig i den retning, nu hvor jeg har prøvet det i virkeligheden.”



En udmelding, der glæder Gert Jakobsen fra DFDS.



”Vi har jo brug for, at der uddannes dygtige unge mennesker til det maritime. Det er jo ikke et særligt synligt erhverv i hverdagen. Derfor er der ikke nødvendigvis en automatisk søgning mod det maritime, selvom der ligger masser af spændende opgaver og karrieremuligheder og venter.”
BREAKING
{{ article.headline }}
0.126