23948sdkhjf

Scandlines atter i kontakt med Stralsund-værft

Finansieringsproblemer hos den økonomisk trængte STX-værftsgruppe i Finland får Scandlines til at indlede forhandlinger om køb af de to ellers opgivne færger fra det konkursramte P + S Werften i Tyskland.
Scandlines bekræfter nu over for Søfart, at rederiet har vendt blikket tilbage på de to halvfærdige færgenybygninger fra det konkursramte P+S Werften i Stralsund.

Det er stor usikkerhed omkring værftet STX Finland’s evne til at sikre bankgarantier og byggefinansiering af de to dobbeltender LNG-drevne færger, Scandlines indgik letter of intent med værftet omkring i juli 2013, som erstatning for det ellers opgivet byggeprojekt i Stralsund, der nu har tvunget rederiet til at se sig om efter alternative løsninger.

”Vi afventer stadig en positiv melding fra STX Finland i forhold til deres økonomiske forhold, men indtil da kan vi ikke bare sidde med hænderne i skødet. Derfor har vi dels indledt forhandlinger med et par andre europæiske værfter om et helt nyt og tredje nybygningsprojekt, og dels taget kontakt til boet efter det konkursramte værft i Stralsund, forklarer Communications Manager hos Scandlines Anette Ustrup Svendsen.

Scandlines kontraherede i marts 2010 to færger hos det nu konkursramte P+ S Werften i Stralsund, men trak sig fra kontrakten knapt to et halvt år senere, da de halvfærdige færger ikke levede op til kontraktspecifikationerne. Senere besluttede Scandlines sig i stedet for at placere en ny ordre hos STX Finland, men ordren er aldrig blevet andet en et letter of intent.

Hvis ikke det finske værft, der er en del af den økonomisk trængte sydkoreanske værftskoncern STX, får løst sine akutte problemer hurtigt, må Scandlines se sin seneste udmeldte opgradering af den vigtige Gedser – Rostock-rute (annonceret til sommeren 2015) yderligere forsinket i forhold til den oprindelige plan. Denne skulle med de to Stralsund-nybygninger ellers sikre en afløsning i 2012 af de to, nu mere end 30 år gamle, tidligere IC-Storebæltsfærger, som har besejlet Gedser-ruten siden 1998.

Tidsperspektivet vigtigt

Ifølge Anette Ustrup Svendsen er tidsperspektivet i en eventuelt overtagelse af Stralsund-færgerne derfor interessant, som alternativ til et helt nyt projekt ved et tredje værft.

”I bedste fald kan vi have den første af de to færger fra Stralsund klar til indsættelse allerede ved udgangen af i år, mens en hel ny kontrakt vil skubbe opgraderingen af Gedser-ruten yderligere et år,” siger Anette Ustrup Svendsen.

Hun bekræfter, at Scandlines har indgivet et konkret købstilbud på de to færger, der i halvanden år har ligget halvfærdige langs udrustningenkajen ved værftet i Stralsund. Kuratoren, der administrerer det konkursramte værft har dog endnu ikke svaret, oplyser Anette Ustrup Svendsen, som ikke ønsker at kommentere på købstilbuddets størrelse.

Som Søfart.dk skrev i fredags skulle købstilbuddet angiveligt ligge i omegnen af 25 mio. EUR per færge i forhold til den oprindelige kontraktpris på 82,5 mio. EUR. Dermed levner tilbuddet et rum for de mange nødvendige ændringer, de to færger skal gennemgå, hvis de skal kunne indsættes på Gedser – Rostock-ruten.

Trak sig i 2012

Selv om de to færger er designede specielt til overfarten, fejlede værftet på en række punkter i forhold til at bygge dem til de stillede specifikationer. Bl.a. viste de halvfærdige nybygninger sig langt tungere end projekteret, hvorfor de ikke ville kunne opfylde dødvægtskravet uden at få en væsentligt øget dybgang. Noget, der fik Scandlines til at anse dem for uanvendelige til at anløbe den lavvandede havn i Gedser. Derfor valgte Scandlines i november 2012 at benytte sig af den kontraktlige ret til helt at trække sig fra projektet.

Lykkedes det Scandlines at erhverve de to færger skal de bugseres fra Stralsund til et andet værft, hvor de skal gennemgå en omfattende ombygning og nødvendig klargøring.

Anette Ustrup Svendsen kan ikke gå ind i de tekniske detaljer omkring, hvordan færgerne skal ombygges. Men hun oplyser, at det overordnet set handler om at få deres vægt bragt ned.

Selv om hun ikke vil kommentere på købstilbuddet, oplyser hun dog, at Scandlines med de omfattende ombygninger regner med samlet at lande på cirka samme pris som i den oprindelige kontrakt.
 
I sidste uges omtale fremgik det også, at Scandlines overvejede en yderligere uddybning af Gedser Havn i forbindelse med en indsættelse af de to Stralsund-færger, men dette afviser Anette Ustrup Svendsen. ”En yderligere uddybning af sejlranden vil dels være alt for dyr, og dels være meget udsat for at sande hurtigt til igen – derfor har denne mulighed ikke været overvejet i rederiet,” siger hun.

Læs også:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078