23948sdkhjf

DFDS-salg af tidligere Norfolkline-skib til Mexico giver overskud af seniorofficerer

SKIBSSALG: 'Flandria Seaways', der er et af de skibe, som fulgte med overtagelsen af Norfolkline i 2010, er afhændet som led i flådeoptimering.
DFDS har solgt ro/ro-skibet 'Flandria Seaways' til en ikke navngiven køber i Mexico. Rederiet oplyser i dag i en selskabsmeddelelse, at skibet er afhændet som et led i en optimering af flådeudnyttelsen. Angiveligt som følge af skibets begrænsede kapacitet, der gør det urentabelt at opgradere det til de nye skærpede svovlgrænser i ECA-zonen.

Det har ikke været muligt for Søfart at få oplysninger om køberens identitet fra DFDS, der dog oplyser, at skibet er handlet for 90 mio. kr. Af DFDS' ugentlige nyhedsbrev fremgår det, at skibet er solgt til mexicanske interesser. Tidspunktet for afhændelsen af skibet, som sejler mellem Rotterdam og UK, er uoplyst.

'Flandria Seaways' tilgik sammen med søsterskibet 'Anglia Seaways' og yderligere to skibe DFDS' flåde, da DFDS i 2010 overtog det dengang Mærsk-ejede Norfolkline. Skibet er bygget hos Guangzhou i Kina tilbage i 2000 og har en lanemeterkapacitet på 1.692.

Salg giver overskud af seniorofficerer

Af DFDS's nyhedsbrev fremgår det også, at salget af 'Flandria Seaways' giver et overskud af seniorofficerer. Et enkelt skibssalg vil normalt føre til omplaceringer af de berørte medarbejdere til andre skibe, men efter lukning af Esbjerg-Harwich-ruten var rederiet allerede i gang med en større omplaceringsøvelse fra 'Sirena Seaways'.

"Vi har derfor ikke længere ledige stillinger nok til rådighed til at kunne omplacere hele besætningen fra 'Flandria Seaways', og derfor kommer vi ikke uden om at måtte sige farvel til i alt tre officerer, der i henhold til aftalerne for de danskflagede skibe skal findes på flådeplan og ikke på det enkelte skib," skriver DFDS i nyhedsbrevet og forklarer, at det drejer sig om to overstyrmænd og en første maskinmester.

'Flandria Seaways' vil i første omgang blive erstattet af 'Britannia Seaways' i slutningen af april på ruten mellem Rotterdam og Felixstove i England.

Læs også:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078