Det lille Grenaa-rederi med speciale i offshore vind og survey, TP Offshore, er nu inde i det første hele driftsår efter introduktion af deres kombinerede hotel- og crew transfer-fartøj, der blev forsinket grundet en brand i en af byggehallerne hos Tuco Marine Group i Faaborg i 2012.
Ejer og direktør hos TP Offshore Tom Poulsen oplyser, at den ret unikke nybygning i indeværende år nu har fundet sin plads i markedet med stort set fuld beskæftigelse på nordeuropæiske havmølleprojekter.
Ejer og direktør hos TP Offshore Tom Poulsen oplyser, at den ret unikke nybygning i indeværende år nu har fundet sin plads i markedet med stort set fuld beskæftigelse på nordeuropæiske havmølleprojekter.
Læs også: Forsinket introduktion af nybygning gav røde tal hos TP Offshore i 2014
'Sea Comfort' skiller sig ud fra mængden af de mange nye fartøjer og fartøjstyper, der i det sidste tiår er tilgået havmøllebranchen. Først og fremmest ved, at det er Tom Poulsen og hans folk i rederiet, der selv har bygget fartøjet langs kaj i Grenaa med Tuco Marine som underleverandør af glasfiberkonstruktionerne og Valling Ship Survey som designkonsulenter.
Dernæst er selve skibstypen speciel, da den kombinerer et mindre katamaran-baseret crew transfer-fartøj med et hotelfartøj. Indkvarteringskapaciteten er dog holdt på 12 servicefolk, så designkravene ikke bevæger sig ind på det mere komplekse passagerskibsterritorium.
Også kompromisser forbundet med skibstypen
Ifølge Tom Poulsen blev 'Sea Comfort' først modtaget i branchen med en vis grad af skepsis, men har nu vist sit værd.
”Vi har lige afsat 'Sea Comfort' til Alstom ved en belgisk park. Her erstatter vores skib to transfer-fartøjer, der ellers skulle have ligget og pendlet frem og tilbage med servicefolk mellem parken og basehavnen. Samtidigt spares der dagligt to timers sejltid,” siger Tom Poulsen.
På spørgsmålet om, hvorvidt den kombinerede skibstype ikke også har medført nogle kompromisser, svarer han:
”Vi anduver ikke lige så effektivt ved møllerne, som de nye SWATH-fartøjer gør, og når vi er fuldt lastet og bunkret op til 14 dage, så går vi højst 16 knob, men det, mener kunderne, opvejes af fordelen ved, at servicefolkene er stationeret ude på sitet,” forklarer Tom Poulsen.
Han peger dog også på, at det er vigtigt, at kunden har sikret, at deres folk er afklarede med at være mønstret på et hotelskib ude på sitet 14 dage ad gangen frem for at være indkvarteret i basehavnen med mulighed for pubbesøg og anden adspredelse om aftenen, hvis denne type af operation skal blive en succes.
Lægger sig mellem andre typer af tonnage i segmentet
'Sea Comfort' er langtfra det eneste indkvarteringsfartøj i offshore vind, men modsat de oftest langt større hotelfartøjer, mange er tidligere store natfærger, er TP Offshores fartøj rettet mod andre operationelle faser i offshore vind.
Nemlig særlige reparations- og serviceperioder eller kommissionering, altså ibrugtagelsesfasen, mens majoriteten af hotelskibene er anvendt i den meget mandskabskrævende etableringsfase. Dermed adskiller TP Offshores satsning sig også fra Esvagts nye fokus på offshore vind med såkaldte SOV-skibe, der er at betragte som faste langtidsbeskæftigede stationsfartøjer med indkvartering på sitet i driftsfasen.
Tom Poulsen oplyser, at 'Sea Comfort' efter den nuværende charter til Alstom i belgisk farvand skal til Vattenfalls Sandbank-park med udgangspunkt i Esbjerg.
FAKTA – 'Sea Comfort', OUZK2, Grenaa
Type: Indkvarterings- og crew transfer-fartøj
Ejer: TP Offshore A/S, Grenaa
Værft: TP Offshore, Grenaa (glasfiberkonstruktioner: Tuco Marine Group)
Design: TP Offshore/Valling Ship Survey
Klasseselskab: Ikke klasset
Længde o.a.: 25,3 m
Længde lbp.: 23,9 m
Bredde: 11,3 m
Dybgang: 2,2 m
Bruttoton: 326,1
Nettoton: 97,8
Fremdrivning: Dieselmekanisk - 2 X Cummins KTA 38-M2
Servicefart: 15-21 knob
12 kamre til servicefolk + seks besætningskamre