Siden opførelsen i juni har Københavns Havn, haft Europas største landstrømsanlæg, men sådan er det ikke længere.
Det står klart, efter Kiel Havn netop har afsluttet udbygningen af sin landstrømsinfrastruktur.
Med den nye udvidelse kan havnen nu levere grøn strøm til op til syv skibe ad gangen – herunder tre krydstogtskibe og fire færger – og bliver dermed det største anlæg i Europa.
Det skriver Shipax.
Udvidelsen omfatter en ny landstrømsfacilitet til krydstogtskibe ved ’Ostseekai’-terminalen, hvor to skibe nu kan tilsluttes samtidigt. Det nye anlæg har en kapacitet på 16 MVA og udgør den afsluttende brik i en flerårig investering, hvor havnen samlet har brugt 50 mio. euro på grøn strøm.
Projektet har fået støtte fra både EU, den tyske forbundsregering og delstaten Slesvig-Holsten.
Og det er en glad havnedirektør, der nu kigger tilbage på et langt forløb.
– Vi har investeret 50 mio. euro i shore power alene i de senere år og var allerede i stand til at reducere skibsemissionerne med 60 procent sidste år gennem landstrømsforsyning, udtaler direktør Dirk Claus til Shipax.
Landstrøm er implementeret i samarbejde med rederier som Color Line og Stena Line, og 24 krydstogtskibe har benyttet faciliteterne ved over 270 anløb. Landstrømsudvidelsen er et centralt led i havnens mål om at reducere CO₂-udledningen under skibenes liggetid. Med den nye udbygning forventer havnen i år et samlet forbrug på ca. 10 mio. kWh grøn strøm til både færger og krydstogtskibe. Målet er at nå 80 procents forsyning med landstrøm i 2026.