Men ellers gik døgnrytmen og vagterne sin gode gang hen over Middelhavet. Vejret var dejligt og behageligt, og efterhånden vi kom mere østpå, blev det varmere og varmere, og vi begyndte at drømme om aircondition når vi lå i køjen. Det havde vi ikke, men hyren drejede og kokken bakkede op, ikke så ringe endda. De gode gamle B&W motorer kørte også sin gode gang, og gav en beroligende rytme i hele skibet. Min formiddagsløbetur mindede mest om et hækkeløb med alt det ragelse capt. Rafik havde stablet op der.
Om aftenen sad officererne ofte i privatsalonen, owners cabin, og vi havde mange interessante samtaler. Færgen ’Halsskov’ fra Storebæltsoverfarten blev i sin tid solgt til Grækenland. Den havde jeg set til ankers i en miserabel stand i Suezbugten, og jeg spurgte hvad den havde lavet. En maskinmester vidste alt om det. Han fortalte en historie, der for Tove og mig syntes næsten utroværdig, men de andre tilstedeværende bekræftede historien, efterhånden den skred frem.
Store mængder af muslimske pilgrimme fra de fattigste lande øst for den saudiarabiske halvø, valfartede til Mekka i Saudi Arabien. Mange forsøgte at blive illegalt i landet efter valfarten, for at finde dårligt betalt arbejde, ofte i private husholdninger, i landbruget eller lignende. En særlig afdeling af det saudiske politi havde til opgave at fange disse personer. ’Halsskov’ blev herefter brugt til at transportere dem ud af landet.
En grum historie
’Halsskov’ blev ombygget med store platforme for og agter så der kunne "lastes" flest muligt. Mellem styrehus, kabys og maskinrum var bygget stålskotter, så ingen af "passagererne" kunne få adgang til disse områder. Der var flere tusind mennesker om bord. Ingen havde tal på det, måske 5.000 ad gangen nævnte maskinmesteren. Det var mest mænd i deres bedste alder, men også kvinder. Der var ofte voldsomme tumulter mellem de afsondrede mennesker, fortalte maskinmesteren.
De fik udleveret en pose ris og lidt vand inden afsejling, og nogen havde noget kogegrej med. Når en af pilgrimmene afgik ved døden, blev han kastet ud over siden, og andre faldt straks over hans mad og efterladenredskaber. Når de nærmede sig land, gik ’Halsskov’ så langt ind de kunne flyde, og de tilbagevendte pilgrimme blev gennet ud over siden, hvor de så måtte svømme iland. Hvis de altså kunne.
Der var normalt egyptisk besætning om bord på disse sejladser, og hyren var dobbelt så høj, som hvad der normalt betaltes. En barsk historie, men sådan blev den fortalt, og bekræftet af de andre tilstedeværende. Og billeder af ’Halsskov’s påbyggede platforme for og agter taler også deres sprog.
Ankomst Port Said
Vi kom stadig mod øst, vi var i juli, og det blev rigtigt varmt, da vi kom til Port Said mandag d. 10. juli om formiddagen. Vi fortøjede mellem to bøjer, hvor trossebåde sejlede vores trosser ud. Foran og agten for os lå to store bulkcarriers, den forreste. Der hed ’Lake st. Clair’, var hjemskrevet i Valletta, Malta, og agten for den lå der en rigtig rustbunke, ’Chang Hai’, der hjemskrevet i Kina. Vi var vist 4 eller 5 skibe i den ventende konvoj.
Nu var både capt. Rafik og jeg blevet lidt rutineret med kanalpassagen, så alt gik glat, og vi slap for Port State Control. Capt Rafik og el Fouly var glade for, at de to storebæltsfærger var kommet godt frem. De inviterede alle officererne på fin middag på det bedste hotel i Port Said, og der var cola ad libitum til! Efter middagen gik Tove og jeg ad promenaden på toppen af en lang mole ud mod Middelhavet.
Mange familier med børn var ude og gå aftentur. Vi skilte os jo ud fra flokken og var interessante. De yngre spurgte: “How are you? From where do you come?” Vi svarede og spurgte: ”Do you speak English?” De svarede YES!, men så var deres ordforråd også sluppet op. Efter molen fortsatte promenaden langs stranden. En flot og lokkende sandstrand ud til Middelhavet. Men ellers var omgivelserne ikke, hvad vesterlændinge var vant til. Nogle få misligholdte boder, nogle få ditto udskænkningssteder, hvor man dog ikke kunne købe en kold øl i varmen.
På promenadetur blandt lokale
Vi gik ind mod byen ad halvt oplyste gader. Vi kom forbi en stor moske, syntes vi. Mændene strømmede ind i moskeen for aftenbøn. Deres koner og børn blev udenfor, hyggede sig og spillede bold med børnene, og Tove var snart involveret i boltspillet. Søde og imødekommende mødre og børn, men det var vanskeligt at tale med dem.
Oppe i byen shoppede vi lidt. Vi mødte nogle af matroserne deroppe. Jeg forstod på dem, at der var lidt uro i bland dem, men ville ikke involveres. Afgang var sat til d. 11. juli kl. 02.00. og besætningen skulle være om bord til midnat, og tørne til straks efter. Jeg meddelte overstyrmand Fouly, at besætningen skulle være behjælpelig med at stille stillads op til Suez projektøren ude på stævnen, og hjælpe lodsen med at komme om bord.
Fouly gik lidt rundt og meldte tilbage, at han ikke kunne finde nogen af folkene nogen steder. Mystisk? Det kunne 1. styrmand heller ikke. Jeg fattede noget var galt. Jeg gik ned i maskinen og talte med maskinchefen. Han vidste heller ikke noget, men han havde vist hørt højlydte stemmer på en af motormændenes kamre. Jeg gik derhen.
Arbejdsvægring i utide
Og der sad hele den menige dæks- og maskinbesætning. De ville ikke arbejde, overhovedet ikke. Jeg havde haft et godt forhold til alle om bord, og det måtte jeg bestemt bevare i denne situation. De ville ikke rigtigt sige hvad problemet var, men så begyndte matros og kok Khlil at tale. Både på ’Arveprins Knud’ og ’Sprogø’ havde begge besætninger arbejdet som gale på overtid, både hverdage og weekender med vedligeholdelsesarbejder.
Capt. Rafik havde uden om mig sagt til begge overstyrmænd, at hvis skibene præsenterede sig flot når de nåede Egypten, ville de få dobbelt hyre. Da vi kom til Port Said med ’Sprogø’, havde nogle talt med besætningen fra ’Arveprins Knud’, og de havde fået afvist løftet om dobbelt hyre. Det
frygtede ’Sprogø’s besætning også, derfor ville de ikke arbejde.
Jeg holdt en dialog i gang, argumenterede, fik modargumenter osv. Jeg fortalte dem, at hvis de ikke gentog arbejdet, ville de antagelig miste hele deres hyre, og uanset hvad jeg skrev i deres søfartsbøger, ville de have dårligere chancer for udmønstringer igen, samt at jeg ville tale deres sag for Capt Rafik, vel vidende at det kunne nok ikke lykkedes mig. Og jeg sagde igen, at det var vigtigt, de meldte sig i en fagforening, så både de og deres redere kunne få gensidige og stabile arbejdsforhold.
Så summede de alle lidt på arabisk, og derefter meddelte kok og matros Khlil Mokhtar: OK captain, we sail for you, but NOT for the owner. Arbejdet gik i gang, og vi nåede næsten at sejle rettidig ind i Suez Kanalen, men sidst i konvojen. VI havde en let og hurtig tur gennem Suez Kanalen. Det var brændende varmt, selv for egypterne.
Der var sjælden hedebølge sagde de. 45 grader om dagen, og ca. det samme på sovekabinen om natten, hvor der kun var ringe mulighed for udluftning. El-blæserne der var indkøbt i Grenå, kørte på højtryk. Før udsejlingen ved Suez skulle jeg ud i brovingen og se ud over skibssiden. Jeg kunne
få en smule skygge bag projektøren der, og det benyttede jeg mig af.
Fortsættes
Om aftenen sad officererne ofte i privatsalonen, owners cabin, og vi havde mange interessante samtaler. Færgen ’Halsskov’ fra Storebæltsoverfarten blev i sin tid solgt til Grækenland. Den havde jeg set til ankers i en miserabel stand i Suezbugten, og jeg spurgte hvad den havde lavet. En maskinmester vidste alt om det. Han fortalte en historie, der for Tove og mig syntes næsten utroværdig, men de andre tilstedeværende bekræftede historien, efterhånden den skred frem.
Store mængder af muslimske pilgrimme fra de fattigste lande øst for den saudiarabiske halvø, valfartede til Mekka i Saudi Arabien. Mange forsøgte at blive illegalt i landet efter valfarten, for at finde dårligt betalt arbejde, ofte i private husholdninger, i landbruget eller lignende. En særlig afdeling af det saudiske politi havde til opgave at fange disse personer. ’Halsskov’ blev herefter brugt til at transportere dem ud af landet.
En grum historie
’Halsskov’ blev ombygget med store platforme for og agter så der kunne "lastes" flest muligt. Mellem styrehus, kabys og maskinrum var bygget stålskotter, så ingen af "passagererne" kunne få adgang til disse områder. Der var flere tusind mennesker om bord. Ingen havde tal på det, måske 5.000 ad gangen nævnte maskinmesteren. Det var mest mænd i deres bedste alder, men også kvinder. Der var ofte voldsomme tumulter mellem de afsondrede mennesker, fortalte maskinmesteren.
De fik udleveret en pose ris og lidt vand inden afsejling, og nogen havde noget kogegrej med. Når en af pilgrimmene afgik ved døden, blev han kastet ud over siden, og andre faldt straks over hans mad og efterladenredskaber. Når de nærmede sig land, gik ’Halsskov’ så langt ind de kunne flyde, og de tilbagevendte pilgrimme blev gennet ud over siden, hvor de så måtte svømme iland. Hvis de altså kunne.
Der var normalt egyptisk besætning om bord på disse sejladser, og hyren var dobbelt så høj, som hvad der normalt betaltes. En barsk historie, men sådan blev den fortalt, og bekræftet af de andre tilstedeværende. Og billeder af ’Halsskov’s påbyggede platforme for og agter taler også deres sprog.
Ankomst Port Said
Vi kom stadig mod øst, vi var i juli, og det blev rigtigt varmt, da vi kom til Port Said mandag d. 10. juli om formiddagen. Vi fortøjede mellem to bøjer, hvor trossebåde sejlede vores trosser ud. Foran og agten for os lå to store bulkcarriers, den forreste. Der hed ’Lake st. Clair’, var hjemskrevet i Valletta, Malta, og agten for den lå der en rigtig rustbunke, ’Chang Hai’, der hjemskrevet i Kina. Vi var vist 4 eller 5 skibe i den ventende konvoj.
Nu var både capt. Rafik og jeg blevet lidt rutineret med kanalpassagen, så alt gik glat, og vi slap for Port State Control. Capt Rafik og el Fouly var glade for, at de to storebæltsfærger var kommet godt frem. De inviterede alle officererne på fin middag på det bedste hotel i Port Said, og der var cola ad libitum til! Efter middagen gik Tove og jeg ad promenaden på toppen af en lang mole ud mod Middelhavet.
Mange familier med børn var ude og gå aftentur. Vi skilte os jo ud fra flokken og var interessante. De yngre spurgte: “How are you? From where do you come?” Vi svarede og spurgte: ”Do you speak English?” De svarede YES!, men så var deres ordforråd også sluppet op. Efter molen fortsatte promenaden langs stranden. En flot og lokkende sandstrand ud til Middelhavet. Men ellers var omgivelserne ikke, hvad vesterlændinge var vant til. Nogle få misligholdte boder, nogle få ditto udskænkningssteder, hvor man dog ikke kunne købe en kold øl i varmen.
På promenadetur blandt lokale
Vi gik ind mod byen ad halvt oplyste gader. Vi kom forbi en stor moske, syntes vi. Mændene strømmede ind i moskeen for aftenbøn. Deres koner og børn blev udenfor, hyggede sig og spillede bold med børnene, og Tove var snart involveret i boltspillet. Søde og imødekommende mødre og børn, men det var vanskeligt at tale med dem.
Oppe i byen shoppede vi lidt. Vi mødte nogle af matroserne deroppe. Jeg forstod på dem, at der var lidt uro i bland dem, men ville ikke involveres. Afgang var sat til d. 11. juli kl. 02.00. og besætningen skulle være om bord til midnat, og tørne til straks efter. Jeg meddelte overstyrmand Fouly, at besætningen skulle være behjælpelig med at stille stillads op til Suez projektøren ude på stævnen, og hjælpe lodsen med at komme om bord.
Fouly gik lidt rundt og meldte tilbage, at han ikke kunne finde nogen af folkene nogen steder. Mystisk? Det kunne 1. styrmand heller ikke. Jeg fattede noget var galt. Jeg gik ned i maskinen og talte med maskinchefen. Han vidste heller ikke noget, men han havde vist hørt højlydte stemmer på en af motormændenes kamre. Jeg gik derhen.
Arbejdsvægring i utide
Og der sad hele den menige dæks- og maskinbesætning. De ville ikke arbejde, overhovedet ikke. Jeg havde haft et godt forhold til alle om bord, og det måtte jeg bestemt bevare i denne situation. De ville ikke rigtigt sige hvad problemet var, men så begyndte matros og kok Khlil at tale. Både på ’Arveprins Knud’ og ’Sprogø’ havde begge besætninger arbejdet som gale på overtid, både hverdage og weekender med vedligeholdelsesarbejder.
Capt. Rafik havde uden om mig sagt til begge overstyrmænd, at hvis skibene præsenterede sig flot når de nåede Egypten, ville de få dobbelt hyre. Da vi kom til Port Said med ’Sprogø’, havde nogle talt med besætningen fra ’Arveprins Knud’, og de havde fået afvist løftet om dobbelt hyre. Det
frygtede ’Sprogø’s besætning også, derfor ville de ikke arbejde.
Jeg holdt en dialog i gang, argumenterede, fik modargumenter osv. Jeg fortalte dem, at hvis de ikke gentog arbejdet, ville de antagelig miste hele deres hyre, og uanset hvad jeg skrev i deres søfartsbøger, ville de have dårligere chancer for udmønstringer igen, samt at jeg ville tale deres sag for Capt Rafik, vel vidende at det kunne nok ikke lykkedes mig. Og jeg sagde igen, at det var vigtigt, de meldte sig i en fagforening, så både de og deres redere kunne få gensidige og stabile arbejdsforhold.
Så summede de alle lidt på arabisk, og derefter meddelte kok og matros Khlil Mokhtar: OK captain, we sail for you, but NOT for the owner. Arbejdet gik i gang, og vi nåede næsten at sejle rettidig ind i Suez Kanalen, men sidst i konvojen. VI havde en let og hurtig tur gennem Suez Kanalen. Det var brændende varmt, selv for egypterne.
Der var sjælden hedebølge sagde de. 45 grader om dagen, og ca. det samme på sovekabinen om natten, hvor der kun var ringe mulighed for udluftning. El-blæserne der var indkøbt i Grenå, kørte på højtryk. Før udsejlingen ved Suez skulle jeg ud i brovingen og se ud over skibssiden. Jeg kunne
få en smule skygge bag projektøren der, og det benyttede jeg mig af.
Fortsættes
BREAKING