Et af de tilbagevendende programpunkter, når Maersk Line tager imod gæster på Esplanaden, er en speciel præsentation. En præsentation, der viser, hvordan containerhandelen har revolutioneret verdensøkonomien i efterkrigstiden.
Præsentationen illustrerer, hvor ineffektivt det var, dengang man lossede alle varer på kajen, inden de blev lastet på skibe. Den viser, hvor ufattelig meget nemmere det er i dag, når man kan smide en container direkte om bord. Og den drager paralleller til den hastige globalisering af verdenshandelen.