Olieprisens bølgegang giver rederierhvervet store muligheder og udfordringer. For to år siden lå prisen på en tønde olie over 100 dollars, og dengang var det vanskeligt at forestille sig et væsentligt fald inden for overskuelig fremtid. I løbet af det sidste halvandet år er vi imidlertid blevet klogere, i takt med olieprisens hastige nedgang. Ironisk nok er det nu svært at forestille sig markante prisstigninger på den korte og mellemlange bane.
For mange redere giver olieprisens fluktuationer anledning til hovedbrud, i hvert fald når det drejer sig om skibenes rejseomkostninger. I et årti med historisk høje oliepriser og omfattende investering i energi-effektiviseringer har mange redere satset stort på at nedbringe rejseomkostninger. De har investeret i ny tonnage med mange nye, brændstofbesparende features. Der er blevet investeret ekstra kapital i disse features i forventning om at opnå konkurrencefordele gennem reducerede rejseomkostninger. Imidlertid må redere med disse skibe nu se sig hæmmet i konkurrencen i forhold til redere, der opererer ældre og mindre energieffektive fartøjer. De sidste nyder nemlig konkurrencefordele i kraft af lavere kapitalomkostninger.
Individer også ramt
Ikke kun investeringsbeslutninger foretaget under højere oliepriser fremstår nu tvivlsomme. Også mange individers karriere- og uddannelsesvalg virker i den nuværende situation problematiske. Mange mennesker i rederierne, både til søs og i landorganisationerne, og hos mange serviceleverandører og rådgivere har lagt et stort arbejde i at opbygge og tillære sig nye færdigheder med henblik på brændstofbesparelse. Implementering af trim-optimering, effektiv ruteplanlægning, brændstofbesparelseskonkurrencer osv. har krævet en stor indsats af mange individer. Nogle rederier har etableret egentlige performance-monitoreringsafdelinger, der arbejder målrettet med at identificere besparelsespotentiale og best practice om bord i de enkelte skibe. Talrige nye energieffektiviseringskurser er ligeledes dukket op og har givet beskæftigelse hos rådgivere og konsulenter. I den nuværende situation er spørgsmålet, om denne indsats reelt er spildt. Efterspørgslen på energieffektiviseringskompetencer må forventes at dale i et langvarigt lavpris-regime for oliekursen. Hvis ikke brændstofbesparelse er et afgørende konkurrenceparameter i fragt- og chartermarkederne, hvorfor så investere tid og ressourcer heri?
Fortilfælde
Kigger man tilbage i søfartens historiebøger, er der fortilfælde at lære af. Under oliekriserne i 1970’erne så rederne sig også tvunget til at eksperimentere med energieffektiviseringer. De gjorde sig mange nyttige erfaringer i at nedbringe brændstofforbruget, men da olieprisen atter dalede i slutningen af 1980’erne, gik mange af disse i glemmebogen. De lavpraktiske, operationelle tiltag blev lagt på hylden, og de designmæssige features, som skibsingeniørerne havde udviklet, blev anset for at være irrelevante for nybygninger. Først da oliepriserne igen steg hastigt i løbet af 2000’erne, blev det igen tid til energieffektiviseringer. I mellemtiden var en ny generation kommet til i erhvervet, og den måtte gøre sine egne erfaringer. Samtidig søgte den med god grund inspiration fra sine forgængere ved at støve gamle principper for brændstofbesparelse af.
Ingen ved i sagens natur, hvordan energipriserne vil udvikle sig. Selvom vi er blevet mindet om olieprisens luner på det seneste, og i den forstand er blevet klogere, er vi ikke blevet bedre til at forudsige energiprisernes svingninger. En reder, der bibeholder og vedligeholder de nu gjorte erfaringer med energieffektiviseringer, vil alt andet lige stå sig bedre i tilfælde af fremtidige stigninger. Søfartens historie minder os om vigtigheden af de gjorte erfaringer, og om uforudsigeligheden af energipriserne. Set i det lys, er der fortsat grund til at værdsætte de sidste års satsninger.
Fortsat fokus
Der er samtidig flere gode argumenter for at bibeholde fokus på energieffektivitet. I den udstrækning mindsket miljøbelastning indgår som et konkurrenceparameter i fragtmarkederne, vil brændstofbesparelse blive et afgørende aspekt for rederne. Miljøbelastningen er nærmest lineært sammenhængende med brændstofforbruget. Hver dråbe sparet heavy fuel oil, vil være et grønt salgsargument. Ganske vist er der i de fleste fragtmarkeder langt til en situation, hvor miljøspørgsmål vægtes højt af afskiberne. Udviklingen, især i containerfarten, er dog i gang. Og den tendens begrunder i sig selv et fortsat arbejde med nedbringelse af brændstofforbruget.
Barren hæves
Samtidig giver de politiske diskussioner i IMO og EU omkring nedbringelse af søfartens CO2-udledninger god grund til at fastholde blikket for energieffektiviseringer. Det politiske slagsmål er i fuld gang, og enighed forekommer at være et fatamorgana. Når uenigheden er så stor, skyldes det blandt andet, at forskellige typer regulering kan påvirke konkurrencesituationen mellem de enkelte rederier. For rederier, der har satset stort på energieffektiviseringer, vil det indebære en konkurrencefordel, hvis lovkravene om emissionsreduktion og brændstofbesparelse skærpes. Hvordan det skal ske, og med hvilke politiske redskaber, henstår fortsat uklart. Politikerne står over for betragtelige udfordringer, ligesom de mange interessenter, lige fra redere til udstyrsproducenter og miljøorganisationer, har et travlt lobbyarbejde foran sig. Det er imidlertid hævet over tvivl, at energieffektivisering har en politisk dimension, som kan have stor betydning for konkurrencesituationen i søfarten. Hvis barren hæves, rummer energieffektivitet et fornyet potentiale som vigtig konkurrenceparameter i søfarten. Og derfor er de gjorte erfaringer fortsat værdifulde.
For mange redere giver olieprisens fluktuationer anledning til hovedbrud, i hvert fald når det drejer sig om skibenes rejseomkostninger. I et årti med historisk høje oliepriser og omfattende investering i energi-effektiviseringer har mange redere satset stort på at nedbringe rejseomkostninger. De har investeret i ny tonnage med mange nye, brændstofbesparende features. Der er blevet investeret ekstra kapital i disse features i forventning om at opnå konkurrencefordele gennem reducerede rejseomkostninger. Imidlertid må redere med disse skibe nu se sig hæmmet i konkurrencen i forhold til redere, der opererer ældre og mindre energieffektive fartøjer. De sidste nyder nemlig konkurrencefordele i kraft af lavere kapitalomkostninger.
Individer også ramt
Ikke kun investeringsbeslutninger foretaget under højere oliepriser fremstår nu tvivlsomme. Også mange individers karriere- og uddannelsesvalg virker i den nuværende situation problematiske. Mange mennesker i rederierne, både til søs og i landorganisationerne, og hos mange serviceleverandører og rådgivere har lagt et stort arbejde i at opbygge og tillære sig nye færdigheder med henblik på brændstofbesparelse. Implementering af trim-optimering, effektiv ruteplanlægning, brændstofbesparelseskonkurrencer osv. har krævet en stor indsats af mange individer. Nogle rederier har etableret egentlige performance-monitoreringsafdelinger, der arbejder målrettet med at identificere besparelsespotentiale og best practice om bord i de enkelte skibe. Talrige nye energieffektiviseringskurser er ligeledes dukket op og har givet beskæftigelse hos rådgivere og konsulenter. I den nuværende situation er spørgsmålet, om denne indsats reelt er spildt. Efterspørgslen på energieffektiviseringskompetencer må forventes at dale i et langvarigt lavpris-regime for oliekursen. Hvis ikke brændstofbesparelse er et afgørende konkurrenceparameter i fragt- og chartermarkederne, hvorfor så investere tid og ressourcer heri?
Fortilfælde
Kigger man tilbage i søfartens historiebøger, er der fortilfælde at lære af. Under oliekriserne i 1970’erne så rederne sig også tvunget til at eksperimentere med energieffektiviseringer. De gjorde sig mange nyttige erfaringer i at nedbringe brændstofforbruget, men da olieprisen atter dalede i slutningen af 1980’erne, gik mange af disse i glemmebogen. De lavpraktiske, operationelle tiltag blev lagt på hylden, og de designmæssige features, som skibsingeniørerne havde udviklet, blev anset for at være irrelevante for nybygninger. Først da oliepriserne igen steg hastigt i løbet af 2000’erne, blev det igen tid til energieffektiviseringer. I mellemtiden var en ny generation kommet til i erhvervet, og den måtte gøre sine egne erfaringer. Samtidig søgte den med god grund inspiration fra sine forgængere ved at støve gamle principper for brændstofbesparelse af.
Ingen ved i sagens natur, hvordan energipriserne vil udvikle sig. Selvom vi er blevet mindet om olieprisens luner på det seneste, og i den forstand er blevet klogere, er vi ikke blevet bedre til at forudsige energiprisernes svingninger. En reder, der bibeholder og vedligeholder de nu gjorte erfaringer med energieffektiviseringer, vil alt andet lige stå sig bedre i tilfælde af fremtidige stigninger. Søfartens historie minder os om vigtigheden af de gjorte erfaringer, og om uforudsigeligheden af energipriserne. Set i det lys, er der fortsat grund til at værdsætte de sidste års satsninger.
Fortsat fokus
Der er samtidig flere gode argumenter for at bibeholde fokus på energieffektivitet. I den udstrækning mindsket miljøbelastning indgår som et konkurrenceparameter i fragtmarkederne, vil brændstofbesparelse blive et afgørende aspekt for rederne. Miljøbelastningen er nærmest lineært sammenhængende med brændstofforbruget. Hver dråbe sparet heavy fuel oil, vil være et grønt salgsargument. Ganske vist er der i de fleste fragtmarkeder langt til en situation, hvor miljøspørgsmål vægtes højt af afskiberne. Udviklingen, især i containerfarten, er dog i gang. Og den tendens begrunder i sig selv et fortsat arbejde med nedbringelse af brændstofforbruget.
Barren hæves
Samtidig giver de politiske diskussioner i IMO og EU omkring nedbringelse af søfartens CO2-udledninger god grund til at fastholde blikket for energieffektiviseringer. Det politiske slagsmål er i fuld gang, og enighed forekommer at være et fatamorgana. Når uenigheden er så stor, skyldes det blandt andet, at forskellige typer regulering kan påvirke konkurrencesituationen mellem de enkelte rederier. For rederier, der har satset stort på energieffektiviseringer, vil det indebære en konkurrencefordel, hvis lovkravene om emissionsreduktion og brændstofbesparelse skærpes. Hvordan det skal ske, og med hvilke politiske redskaber, henstår fortsat uklart. Politikerne står over for betragtelige udfordringer, ligesom de mange interessenter, lige fra redere til udstyrsproducenter og miljøorganisationer, har et travlt lobbyarbejde foran sig. Det er imidlertid hævet over tvivl, at energieffektivisering har en politisk dimension, som kan have stor betydning for konkurrencesituationen i søfarten. Hvis barren hæves, rummer energieffektivitet et fornyet potentiale som vigtig konkurrenceparameter i søfarten. Og derfor er de gjorte erfaringer fortsat værdifulde.
BREAKING