Molslinjens to kommende højhastighedsfærger, som bygges på Incat-værftet i Tasmanien, bliver udstyret med et fuldt elektrisk fremdriftssystem fra Wärtsilä. Leverancen omfatter otte elektriske motorer, vandjet, et DC-strømkonverteringssystem, energistyring, automation og selskabets ProTouch-kontrolsystem.
Det skriver den finske teknologileverandør i en pressemeddelelse.
Ifølge Wärtsilä er den valgte konfiguration med flere vandjets udviklet til højhastighedsfærger, hvor lav vægt, lille dybgang og høj manøvredygtighed er afgørende. At effekten fordeles på flere enheder, betyder desuden en højere samlet virkningsgrad og mindre vedligehold.
Molslinjen vurderer, at de to skibe vil fjerne tusindvis af ton CO₂ fra Danmarks klimaregnskab hvert år.
Adm. direktør i rederiet Kristian Durhuus har tidligere understreget i Søfart, at projektet presser teknologien til det yderste, men at elektrificeringen er nødvendig for at imødekomme både rederiets egne klimamål og de stigende CO₂-afgifter.
Roger Holm, præsident for Wärtsilä Marine, fremhæver i en pressemeddelelese, at selskabet allerede har leveret løsninger til mere end 150 hybrid- og elektriske skibe, og at samarbejdet med Molslinjen og Incat markerer næste skridt: at bringe fuldelektriske højhastighedsfærger ind i kommerciel drift.
De to katamaraner bliver 129 meter lange og 30,5 meter brede og kan hver tage 1.483 passagerer og 500 biler. Når de indsættes i 2027 og 2028, vil de øge kapaciteten på Kattegat-ruten med mere end 25 pct.