Det svenske rederi Northern Offshore Services har afgivet en historisk stor ordre i segmentet for mandskabsfartøjer, med 12 nye Crew Transfer Vessels (CTV'er) i rederiets hybride E-klasseserie.
Det skriver ejeren, Northern Offshore Group, i en pressemeddelelse.
Ordren indeholder mulighed for yderligere fartøjer og er ifølge NOS et historisk skridt for rederiet og for havvindsektoren.

- Dette er ikke blot en flådeudvidelse, det er en markering, udtaler koncerndirektør David Kristensson, Northern Offshore Group.
Store, fremtidssikrede CTV'er
De nye, hybride E-klasse CTV'er vil være blandt de største i industrien med en længde (LOA) på 36,5 meter, plads til 32 personer og med høj komfort samt et fordæk på 140 kvm. og et agterdæk på 20 kvm.
Fartøjernes motorkonfiguration vil være forberedt til alternative brændstoffer og fuld eldrift. Skrogdesignet er optimeret for bedre brændstofeffektivitet og stabilitet.
Ifølge meddelelsen leveres fartøjerne af en "betroet samarbejdspartner", der ifølge flere kilder skulle være Penguin Shipyard i Singapore.
Flåden tæller over 40 CTV'er
Northern Offshore Services har de seneste årtier markeret sig som en af de førende operatører af crew transfer vessels (CTV’er) med lidt over 40 fartøjer, mens hele koncernen Northern Offshore Group, råder over mere end 65 enheder.
I juni 2021 købte rederiet danske Maersk Supply Services' CTV-aktiviteter, som omfattede to fartøjer og operationelt personale.
Northern Offshore Services har sideløbende udvidet sin forretning med andre fartøjstyper, herunder service operation vessels (SOV), og tilbyder også teknisk management af skibe for eksterne kunder som Ørsted og Fred. Olsen Windcarrier.
Om Northern Offshore Services
- Etableret: Første kontrakt i offshore vind i 2008
- Flåde: Over 40 fartøjer (koncernen har mere end 65)
- Medarbejdere: Ca. 350
- Kontorer: Göteborg, København og Conwy (UK). Aktiviteter i bl.a. Tyskland og USA
- Ejerskab: Fra februar 2025 majoritetsejet af japanske NYK Line